[1] MELLEMBYGDEN Af museumsinspektør C. L. Vebæk JVliddelalderens nordbobebyggelse i Grønland fordelte sig, i henhold til de eksi- sterende islandske kildeskrifter, på Østerbygden og Vesterbygden. Det er forlængst fastslået, hvor disse bygder er at finde. Vesterbygden omfattede en del af vore dages Godthåb distrikt, fortrinsvis egnen omkring Godthåb- og Ameralikfjordene, medens Østerbygden geografisk dækkede næsten hele Julianehåb distrikt. Imidlertid kendes der en tredje nordbobygd, repræsenteret ved ruinerne af godt en snes gårde for- uden enkelte andre tomter, beliggende i den sydligste del af Frederikshåb distrikt, i egnen omkring Arsuk-Ivigtut. Denne bebyggelse, mellem Vester- og Østerbyg- den, benævnes Mellembygden, men dette navn er af moderne oprindelse, skabt af nordboforskerne. De skriftlige kilder kender kun til Øster- og Vesterbygden, og det har da også været forsøgt, om det ikke var muligt at henføre nordbo- minderne i Frederikshåb distrikt til en af de to historisk kendte bygder. Blikket har her først og fremmest været rettet mod Østerbygden, fra hvis nordvestligst kendte nordbogårde, afstanden til Mellembygdens sydøstligste kun udgør 70-80 km. Det skal her straks siges, at dette temmelig sikkert er rigtigt; det, vi nu kalder Mellembygden, er utvivlsomt den nordvestlige udløber af Østerbygden. Men sikre beviser savnes endnu, og selv om sådanne skulle blive fremskaffet, vil denne isolerede nordbobebyggelse, der i mange henseender indtager en særstilling, for- mentlig stadig blive betegnet som Mellembygden. På de efterfølgende sider skal søges givet en oversigt over, hvad man i dag ved om denne mellembygd, idet der særlig vil blive gjort rede for de undersøgelser, Nationalmuseet har foretaget i bygden i sommeren 1954. Kendskabet til nordboruinerne i Frederikshåb distrikt går tilbage til i. halvdel af forrige århundrede. I „Grønlands historiske Mindesmærker", bind III, der udkom 1845, omtales kort kendskabet til nogle få nordbopladser i disse egne. Først dr. G. Fanøe, der i iSyoefne var læge i Ivigtut, gav nærmere meddelelse om disse ruiner og bragte antallet af kendte pladser op til syv. I 1903 foretog kaptajn Daniel Bruun - der mere end nogen anden har gjort sig fortjent ved topo- grafiske undersøgelser i de grønlandske nordbobygder - en ret indgående gennem- gang af fjordgebetet omkring Arsuk-Ivigtut, og hvorved blev opdaget yderligere 92 [2] Fig. i. Kort over Mellembygden. • betegner en gård, ° betegner et enkelt hus. et antal ruiner. Det topografiske arbejde blev fortsat med dr. Poul Nørlund i 1921 og er bragt til en foreløbig afslutning ved den, der skriver disse linier, på rejser i 1951 og 1954. Området er nu så godt afsøgt, at mulighederne for at finde ret meget mere synes små; men i betragtning af, at ruinerne netop i denne bygd er så utrolig sammenfaldne og overgroede, kan det ikke udelukkes, at der endnu kan findes et og andet, hvad man også meget må håbe. I dag kender vi i mellembygden 22 grupper ruiner, der må betegnes som gårde, og desuden 6 enkeltliggende huse, der ikke repræsenterer selvstændige gårde, men som antagelig for de flestes vedkommende har hørt til et af de 22 gårdbrug. Pla- ceringen af disse gårde og huse indenfor bygden ses på kortet, fig. i. Længst mod SØ har vi omkring den smalle, dybe Qornoqfjord, med de store bræer, en ret tæt bebyggelse. I bunden af fjorden har vi således den vist nok største af alle Mellem- bygdens gårde, og ved søerne langs fjordens NV side, og ved en elv på dens SØ side, har vi den eneste indlandsbebyggelse i Mellembygden. Landskabet i den syd- lige del af Frederikshåb distrikt er karakteriseret ved høje, stejle fjelde mellem fjordene, med kun få og korte dale; der er slet ikke - som f. eks. i Vatnahverfi, i den centrale del af østerbygden - nogen mulighed for nordbbbebyggelse i det indre af landet, og så godt som alle gårdene ligger direkte ved fjordkysten, for- trinsvis ved bunden af fjordene, og ved bugter og vige. Følger vi nu bebyggelsen 93 [3] mod NV, ser vi, at der er en mindre koncentration i Ikafjorden, med tre gårde, mea at bebyggelsen derefter bliver mere spredt, for nord og nordvest for Arsuk at tynde meget ud. Den yderste, ensomt beliggende nordbogård finder vi ved Tigssalukfjorden, nær dennes munding. Medens der som bekendt igennem årene er foretaget adskillige omfattende ud- gravninger i Vesterbygden og Østerbygden, var der indtil 1954 kun lavet nogle små prøvegravninger på forskellige af mellembygdens gårde. Grunden hertil var dels den, at vi i de to hovedbygder - og da særlig Østerbygden - har alle de histo- riske steder- Gardar med bispesædet, Brattahlid med Erik den Rødes gård, Her- jolfsnes med kirken, o. a. - og dels at der i disse bygder findes langt bedre bevarede ruiner, især i indlandet (Austmannadalen i Vesterbygden, Vatnahverfi i Østerbyg- den), så opgaverne her har både været mere påtrængende og mere indbydende, end Mellembygdens små, navnløse og faktisk uden undtagelse slet bevarede gårde. Men det var klart, at det var nødvendigt med udgravninger i Mellembygden, hvis man ville søge at få denne bygd placeret, kulturelt og tidsmæssigt, indenfor den samlede nordbobebyggelse. I 1954 kunne vi så tage fat på denne opgave, der blev kom- bineret med en afrunding af det topografiske arbejde, herunder nøjagtig afsætning af alle ruinerne på forlæggene til de nye kort, Geodætisk institut i disse år er i færd med at udarbejde. Vi - mine arkæologiske medarbejdere Sv. Bue-Madsen og Cl. Kjølsen, zoologen Torben Andersen, min kone og jeg selv - arbejdede et par måneder i distriktet, assisteret af 5-6 unge grønlændere fra Arsuk, der med godt humør tog del i det ofte drøje arbejde, der var forbundet med rejser og udgrav- ninger. Vor ekspedition fik uvurderlig støtte fra såvel Grønlands kommando, Grøn- lands marinedistrikt som marinestationen Grønnedal. Uden denne hjælp-der bl.a. omfattede transport af personer og materiel til vands og i luften, radio-vejrmeldin- ger, reparationer og forsyninger af forskellig art - havde det ikke været muligt at gennemføre ekspeditionens omfattende program. Vor første udgravning fandt sted på en lille nordbogård ved Eqaluit (nr. i o), umid- delbart ved foden af det mægtige Kunait fjeld, tæt øst for Arsuk. Denne gravning blev desværre en skuffelse, da ruinerne af selve gården var så utrolig sammen- faldne, at det ikke var muligt at faa noget positivt udbytte. Dog må det bemærkes, at der til denne gård hører et større antal interessante små hulerum oppe i sten- rausen på Kunait fjeldets nordside. En del af disse var kendt før, men der blev nu fundet nogle flere. Det er naturlige huler eller blot udhængende, mægtige klip- peblokke, der ved løst opstablede stenmure er blevet omdannet til lukkede rum - sikkert gede- og fare fol de, indrettet af nordboerne; men det kan dog ikke ganske udelukkes, at i hvert fald nogle af dem kan have været eskimoiske klippehulegrave, hvor blot alle spor af lig og gravgods er forsvundet; der kendes sådanne huler 94 [4] Klippehule, aflukket med en stenmur, antagelig fare- eller gedefold. Nordbogården