[1]
DEN GLEMTE GENERATION
Af førstepræst Mads Lidegaard, Godthåb
Jrlar vi glemt en generation i Grønland? Er der et helt slægtled af mennesker mel-
lem 25 og 50 år, som er snublet netop på det tidspunkt, da de skulle overtage førin-
gen og sætte den nye generation i vej ? Som idag står ved vejkanten og med stigende
bitterhed ser den nye tids brusende strøm, deres egne børn, drage sig forbi uden mu-
lighed for at følge med?
Det er et meget alvorligt spørgsmål - og alvoren bliver ikke mindre, når et blik på
forholdene i dagens Grønland sandsynliggør, at det må besvares bekræftende.
Man har fra første færd erkendt, at det moderne samfund ikke kunne opbygges
uden et moderne skolevæsen, og et sådant er da også i de sidste 10 år blevet opbyg-
get i Grønland på mønstergyldig vis. Bortset fra de afsides liggende områder, som af
praktiske grunde endnu ikke har kunnet få rigtig glæde af den nye skoleordning, er
der vist almindelig enighed om, at den opvoksende generation har sit på det tørre,
hvad angår muligheder for at få en tidssvarende undervisning og oplysning.
Ovenpå børneskolen har man skabt en omfattende aftenskoleordning som rækker
ud til de mindste udsteder og som væsentligst præsterer en supplering og uddybning
af børneskolens stof. Aftenskolen lider dog af enkelte alvorlige brist, som begræn-
ser dens værdi for den voksne generation stærkt: For det første søges den mest af
teen-agers. Det er en udbredt opfattelse, at den kun henvender sig til „inusugtut"
(som jo dog i reglen netop har nået at nyde godt af den forbedrede børneskole),
mens ældre pæne gifte folk ikke har noget der at gøre. Måske hænger det sammen
med, at de ældre generer sig for at blotte deres manglende lærdom for de unge,
måske med at fagene og stoffet ikke just er det, som de ældre føler at have mest
brug for.
For det andet vil aftenskolens lærerkræfter, især på de mindre steder, ikke være
i stand til at yde den undervisning, som de voksne har behov for. Det er jo ofte ka-
teketen eller læseren på stedet, og den indsigt i det moderne samfunds problemer,
som må formodes at være det største behov, besidder han næppe i meget højere grad
end sine bopladsfæller.
455
[2]
Aftenskolen synes altså ikke i sin nuværende form at imødekomme de voksnes
behov, men vi har jo dog radioen, som netop er blevet udvidet og udbygget for at
fremme den almindelige oplysning. Ingen vil benægte, at radioen yder sin værdifulde
indsats på denne front. Men spørgsmålet er, om den alligevel gør det i en sådan
grad, at det virkelig batter noget. Stort sej; er Grønlands radio jo i lighed med sit
danske ophav væsentligst en underholdende institution, og så stærk trang der end kan
være til underholdning, er det alligevel et spørgsmål, om Grønlands radio på samfun-
dets nuværende stade ikke i højere grad må ændre karakter og gå mere målbevidst og
direkte ind i oplysningsarbejdet. Herom mere senere — men foreløbig vil jeg nøjes
med at slå fast, at radioen i dag ikke pånær løser den glemte generations problem.
Det samme må siges om det almindelige kulturelle arbejde, som udføres på man-
ge fronter — møder, diskussioner, film o. s. v. Alle gode hensigter til trods bliver
det kun spredte og usammenhængende forsøg, som ikke formår at ændre helheds-
billedet. Det samme må siges om kontakten mellem den nye tids stødtropper, de
danskuddannede grønlændere og de udsendte på den ene og den brede befolkning
på den anden side. Kontakten er ikke så bred, at den kan formidle forståelsen af og
kendskabet til alt det nye.
Skævheden er der altså, og der synes ikke at blive gjort noget radikalt for at få
den fjernet. Spørgsmålet må da blive: Hvorfor er det sådan? Hvorfor har man
ikke for længst sat ind for at få Grønlands voksne befolkning til at forstå det, der
sker med deres land?
Forklaringerne er mange. Rent praktisk har vanskelighederne været store. Spro-
get har selvfølgelig gjort sit. Den just nævnte kontakt vil aldrig blive virkelighed,
så længe sprogskellet består. Udsendt lærerkraft har ikke kunnet benyttes på grund
af sproget, og de indtil nu få danskuddannede grønlandske lærere og andre mulige
lærere har været travlt optaget af andre opgaver, i reglen bjerge af tolkearbejde,
for at få hele samfundsmaskineriet til at køre. Og for den kvalificerede arbejds-
kraft gælder det jo i almindelighed, at den er hårdt udnyttet.
Den tungest vejende grund er dog nok den, at man på forhånd har betragtet op-
gaven som håbløs - eller måske snarere overflødig. Der har sikkert i hele synet på
det nye Grønland været en tendens til at afskrive den voksne generation og samle
kræfterne om den opvoksende slægt, idet man har haft en forestilling om, at når
blot den blev rigtigt opdraget, ville alt blive godt, når den voksede til om 10—20 år,
og så måtte man affinde sig med, at deres forældre måtte blive tilbage og nøjes med
glæden over børnenes triumf.
Og man har vel også en forestilling om, at de tekniske anlæg og hele det nye sam-
fundsmaskineri af sig selv vil opdrage befolkningen, når den blot har de grundlig-
gende kundskaber iorden — kan læse, skrive og regne.
456
[3]
for den unge generation, fra fedsien til skolegangen er slut, og for den gamle generation gør det grenlandske
samfund en betydelig indsats, men mange af de 'voksne mellem 25 og 50 år står ved vejkanten og ser med
stigende bitterhed den ny tid, deres egne børn, drage forbi sig uden mulighed for at f elge med.
Eller måske har man simpelthen i nyordningens heksekedel indtil nu ikke haft el-
ler givet sig tid til at analysere situationen og følgelig planlægge et effektivt pæda-
gogisk fremstød til bedste for det forsømte slægtled. Måske vil de humanistiske
undersøgelser åbenbare forsømmelserne og afstedkomme større aktivitet, men det
haster — der er allerede snart gået l O år under nyordningen, l O kostbare år, hvis man
er blandt dem, der gerne ville nå at vinde med.
Men er det så så galt, som det er gået? Kan vi ikke nøjes med at beklage faktum
og trøste os med, at det snart bliver bedre, når mønsterskolernes produkter overta-
ger styret?
Hertil er for det første at sige, at selv om det kun var de voksne, det drejede sig
om, så er de dog immervæk 10.000 mennesker, som det nok var umagen værd at
slå et slag for.
Men nu er det næppe dem alene. Sagen er vist desværre den, at de forsømmel-
ser, der her sker, vil svide til landet længe efter, at den glemte generation er havnet
på alderdomshjemmene. Hvis vi skal ind til kernen af problemet, må vi prøve at se
457
[4]
på, hvilke faktorer det er, der skaber det kommende samfunds mennesker, altså
dem, der er børn idag. I skolen erhverver de sig elementære færdigheder, en vis —
dog ret begrænset — kundskab, et mere eller mindre solidt kendskab til rigssproget,
en vis sans for orden og regelmæssighed og for funktionerne i en moderne tilværelse.
Men, og det er nok her, man har overvurderet skolens betydning — de modtager in-
gen afgørende påvirkning af karakteren, mentaliteten, ingen afgørende indstilling
overfor de problemer, de møder senere i livet, — ingen afgørende påvirkning af vil-
jen, — ingen afgørende moralsk ballast. Jeg siger ikke, at skolen ikke prøver på det
— men det kan den blot af mange forskellige grunde ikke klare. Denne meget væ-
sentlige side af de nye små mennesker, karakter, moral, indstilling, vilje, dannes i
hjemmet, af forældrene, medmindre de da forsømmer denne opgave med det resul-
tat, at børnene nærmest ingen opdragelse får. Der tales her om børneskolen, som
jo de allerfleste unge må nøjes med.
Det, børnene lærer i skolen, er alligevel så meget, at de i kraft af bedre kundska-
ber og bedre adgang til uddannelse klart vil distancere de ældre, for hvem det nye
stadig er noget fremmed og måske nærmest noget fjendtligt, samtidig med at de sta-
dig uddannelsesmæssigt må se de unge gå foran og blive foretrukket — og måske
endog blive overordnede de ældre.
De ældre skulle nærmest være engle, hvis de ikke reagerede mod dette, reagerede
mod den nye orden, som så brutalt skubbede dem i baggrunden, mod alle de nye ide-
er, som de ikke forstår, mod de unge, som går foran, mod de danske, som indfører
det nye. Det er indlysende, at den livsholdning, den moral, som de ældre er opdraget
med, på mange måder slet ikke svarer til det nye samfund. Men man kan ikke for-
vente, at mennesker uden videre accepterer, at sådanne forestillinger negligeres. De
vil føle det som uret, hvis de da ikke samtidig bringes til at forstå baggrunden for
forandringen, ideen bag den.
Tilsvarende vil de unge let få den fornemmelse, at de ældre og deres livsvisdom er
forældet og værdiløs - og vil følgelig være mere eller mindre uimodtagelige for den
opdragelse, som forældrene prøver at indpode dem. Hvis forældrene så på deres side
lægger hænderne i skødet og opgiver ævret, bliver resultatet nemt, at de unge lærer
en hel masse, men ikke får nogen moralsk ballast, ikke får en livsholdning, som lader
dem udnytte færdighederne rigtigt og hvad værre er: Hvis forældrenes ofte ret nega-
tive indstilling overfor det nye alligevel mere eller mindre smitter af på børnene, får
vi altså en ungdom, som er skeptisk eller fjendtlig indstillet imod det nye samfund,
som netop de skulle bygge op. Vi får børn i skolen, som har fortræffelige dansklæ-
rere, men er uvillige til at lære dansk. Vi får unge med den ene interesse at tjene man-
ge penge, og bruge dem, men uden solidaritet og ansvarsfølelse overfor den udvikling,
de er med i, uden nogen idealisme, uden et fast mål for deres tilværelse.
458
[5]
Kan den unge granlrenderinde dansk, har hun mulighed for kontakt med og forståelse af den ny tid - h'vis ikke,
er det et spørgsmål, om hun kan undgå at blive skeptisk og fjendtlig indstillet overfor det ny samfund.
Vi kan ikke ustraffet lade hele den voksne generation i Grønland sidde med sti-
gende surhed og bitterhed med en fornemmelse af at være glemt og afskrevet, uden
at det kommer til at præge den opvoksende generation afgørende, uden at det hæv-
ner sig grumt på hele det opbygningsarbejde, man nu ofrer så meget på heroppe. Det
er uden videre klart, at problemet bliver endnu mere grelt for de mange, der må om-
skifte et roligt bopladsliv med en ny tilværelse i en moderne industriby. De vil for
459
[6]
alvor føle sig fremmede og udenfor, og både de og deres børn vil meget nemt synke
ned i moralsk og menneskeligt uføre.
For deres vedkommende må det understreges, at den gamle bybefolkning har et
meget stort ansvar for, hvordan omstillingsprocessen kommer til at forløbe. Der må
vises megen overbærenhed, man må modtage dem med velvilje og hjælpe dem tilrette
efter bedste evne. Ellers vil de ubevidst eller bevidst hævne sig på deres nye hjemsted
ved at blive et besværligt og dyrt proletariat, som kan skaffe kommunen mange ube-
hagelige problemer.
Det er umuligt at bevise, hvor mange af den nye tids meget omtalte samfundspro-
blemer, som direkte har deres rod i den glemte generation og dens reaktioner. Men
det turde være temmelig givet, at kønslig holdningsløshed, umådeholdent drikkeri,
stigende kriminalitet, og hvad man ellers jamrer sig over i nutidens Grønland, hænger
nøje sammen med det moralske sammenbrud, som nederlaget overfor den nye tid af-
stedkommer hos mange mennesker.
Erfaringen har allerede vist, at problemerne ikke er klaret med stigende indtjening.
Tværtimod er nogle af de steder værst i moralsk henseende, som har haft de aller-
bedste muligheder for god indtjening. Pengene forsvinder igen uden andre varige virk-
ninger end stigende elendighed - uden bedre møbler, bedre tøj til børnene, bedre
redskaber. Nytiden virker i disse tilfælde simpelthen som gullasch-tiden under be-
sættelsen, og det var jo ikke meningen - og er ikke meningen med de mange investe-
rede millioner.
Konklusionen må uvægerligt blive, at den glemte generation betyder en akut fare
for hele opbygningsarbejdet og et kolossalt spild af værdier og tid, samtidig med at
den rent menneskeligt truer med at trække befolkningen nedad.
Det er i denne forbindelse værd at bemærke, at andre steder i verden, hvor man
står overfor nøjagtigt de samme problemer som her, har man fra starten erkendt
nødvendigheden af at drage den allerede voksne befolkning med ind i arbejdet. Det
må her være naturligt at begynde med vore nærmeste naboer, de canadiske eskimoer,
og citere, hvad een af foregangsmændene i oplysningsarbejdet derovre, lederen af
det katolske skolearbejde i Mackenzie distriktet, Paul Piché, siger: „I intet menneske-
ligt samfund er det så meget børnene som sådanne, der er hovedformidlere af indfø-
relse af det kulturelle skifte. Uundgåeligt vil de modne voksne bære hovedbyrden
af processen. Grunden hertil er simpel: Et barn er kun et underordnet medlem af en
given familie , som så igen i enhver henseende er et led af samfundet. Det er indenfor
dette skelet, at dets groende personlighed begynder at udskille sig fra børn født i
andre familier i andre samfund. Igennem selve denne vokseproces indenfor familien
og samfundet tilegner det sig de karaktertræk, den holdning og de færdigheder, som
dets forfædre har udviklet gennem århundreder, gennem kampen for at beherske de
460
[7]
psykiske og sociale livsforhold for at tilfredsstille deres behov. Da de voksne er de
hovedansvarlige for at tilvejebringe dækning for dette behov, må de derfor være de
første til at blive vejledede m. h. t. at veje fordelene ved den nye kulturs elementer
mod den gamles." Eller lederen af norddistrikternes samlede skolevæsen, mr. J. V.
Jacobsen: „Vi føler, at den største fremgang kan nås, hvis de voksne selv lærer
sammen med børnene."
I det unge skolevæsen derovre tager man da også konsekvensen af disse synspunk-
ter og søger bevidst at drage den voksne befolkning effektivt med ind i oplysningen.
Går vi til andre af de uhyre områder, hvor man slås med indførelsen af den tek-
niske kultur, møder vi det samme billede: De voksne søges draget med, alle kræfter
sættes ind på at gøre dem til velvillige veloplyste medarbejdere. Et enkelt citat fra
en rapport om Indiens skoleradio for voksne: „Hvis manden i landsbyen kan blive
opdraget til at erkende sin egen rolle i samfundets udvikling og kan fås til at fuld-
føre denne rolle med tillid og forståelse, da vil oplysningsprocessen have opfyldt
sit formål." Det er lidt beklemmende, at det ikke er os i Grundtvigs fædreland, der
har formet denne sætning med henblik på Grønland. Et flygtigt blik på diverse rap-
porter viser samme indstilling i Ghana, Sudan, Sydamerika — og forøvrigt ikke
mindst i de kommunistiske samfund.
Såvidt selve postulatet om den glemte generation. Det næste og sådan set afgøren-
de spørgsmål bliver: Kan der rådes bod på det — og hvordan kan det gøres?
Det bliver altså i første række et spørgsmål om voksenundervisning, og det vil da
være på sin plads først at få klarhed over de forskellige typer af sådan undervisning,
idet dette begreb dækker over mange ting.
Først er der den elementære alfabetiske undervisning - at læse, skrive og regne.
Når man griber til at give voksne en sådan undervisning, skyldes det simpelthen, at
man har forsømt at give dem den som børn. Det er klart, at en hel del af kræfterne
indenfor voksenundervisningen spildes på dette elementære arbejde rundt i de mange
lande, hvor der endnu hersker analfabetisme. Her i Grønland er vi dog trods alt så
heldigt stillede, at befolkningen som helhed er i stand til at læse og skrive og til en
vis grad regne, og bortset fra opfriskning og suppleringskurser skulle der ikke være
noget akut behov for den slags voksenundervisning. En undtagelse danner dog dansk-
undervisningen. Rigssproget er blevet mere og mere nødvendigt for at følge med i
udviklingen og nå fuld ligestilling, og der kunne være god grund til også at give den
ældre generation dette våben i hænde i så vid udstrækning som muligt.
Mens denne første form for voksenoplysning naturligvis er til dels overflødig i
veloplyste lande, gælder dette ikke den anden, som man kunne kalde: Oplysning om
samfundet og det liv, man skal leve i det. Den slags oplysning kan kun i begrænset
udstrækning gives i børneskolen, da børnene mangler den livserfaring, som er en
461
[8]
forudsætning for at forstå denne undervisning eller i hvert fald interessere sig for
den. Det er uden videre klart, at i lande, hvor folket tager del i styret, må de krav,
der stilles til det om oplysning og modenhed være endnu større, og det er da også
denne form for voksenundervisning, som i de sidste menneskealdre er slået igennem
i en Tække lande i form af højskoler, ungdomsskoler, aftenskoler, studiekredse o. s.
v. Det er naturligvis lige så klart, at jo større spring en befolkning må tage, jo læn-
gere dens livsform fjerner sig fra det moderne samfunds, des større og mere effek-
tiv må dette oplysningsarbejde være.
Hvad skulle da grundstoffet være i en sådan voksenoplysning i dagens Grønland ?
Ja, man kunne begynde med den nye arbejdsform — specialisering, rationalisering,
præcision og tid, maskinerne og deres særlige love, pasning, afskrivning, forrentning
o. s. v. Man kunne tage penge — den enkeltes og familiens med budget, opsparing, —
eller offentlige og erhvervs-pengemidler, kapital, investering, principperne for of-
fentlige ydelser i normale samfund, andelsbevægelse, folkestyret og dets krav. Man
kunne tage opdragelsens og uddannelsens nødvendighed sammen med moderne løn-
principper, de nye vilkår for forholdet mellem mand og kvinde, den rette brug af
nye fænomener, nye varer, nye huse, spiritus, tobak, nye redskaber. De nye betingel-
ser for ernæring, hygiejne. Fritidsproblemer ville være oplagte emner — og meget,
meget mere. Ikke mindst da grundprincipperne i det nye, målsætningen, som man nu
begynder at tale om, — hvorfor det hele sker og sker på den måde, og hvad den en-
kelte har at gøre for at hjælpe med.
Alt dette må naturligvis meddeles i en sådan form, at det bliver forståeligt for
enhver — med andre ord lægges pædagogisk til rette. Man kunne for at anskuelig-
gøre dette vende det før nævnte grundstof om og sige, at undervisningen skal søge
at besvare spørgsmål som: Hvorfor bliver folk så sure, når man pludselig skifter
arbejde, fordi det ikke er morsomt længere? — Hvorfor kan man pludselig komme
ud for, at akkorden nedsættes på et arbejde, fordi der er kommet nogle nye maski-
ner til eller ordnet om på arbejdsgangen? — Hvorfor skal man absolut overholde ti-
den — næsten på minutter — i stedet for at tage det lidt mere lemfældigt, blot man
gør arbejdet? Hvorfor må der stilles større krav til føreren af en stor lastbil end til
den gamle lejede, som kørte med trillebør fra havnen? Hvorfor skal vi flytte?
Hvorfor får de andre mere i løn? Hvorfor skal vi ikke bare købe de varer, vi har
lyst til, når vi har pengene? Hvorfor bliver min motor så hurtigt udslidt? Hvorfor
forsvinder pengene så hurtigt igen? Hvad er slutmålet med det hele, og hvad bliver
min rolle i det? Hvorfor vil børnene ikke høre efter, og hvorfor laver de så mange
tåbelige ting? Hvorfor skylder jeg samfundet noget? Hvorfor får vi ingen vand i
husene? Hvorfor er det nye hus så mærkeligt indrettet? Hvorfor er alting så dyrt?
Hvorfor er det nødvendigt, at vi skal vide så meget? Og meget til af samme slags.
462
[9]
Den grønlandske sømand kan godt affinde sig med, at der stilles andre og større krav
til en motorbadsfører end til kajakmanden, men han skal lære det.
[10]
^S-^^p^p^vr**'--:-';
Hovedsagen er, at man hele tiden knytter til der, hvor folk selv føler problemerne
og stiller spørgsmålene.
Hertil må lægges, at det ikke er gjort med den nøgne oplysning. Næsten endnu vig-
tigere er det at få vakt interessen for at være med i udviklingen, viljen eller om man
vil og tør: begejstringen. Man behøver ikke på grund af dette udtryk at se Kinas
syngende arbejderkolonner for sig, men der findes virkelig så megen reel baggrund
for en fælles indsats i et samfund som de,t grønlandske nu, at der skulle være noget
håndgribeligt at samles om. Og alfa og omega bliver i alt fald: Om man får vakt
den gode vilje til at være med — så skal resten såmænd nok følge i tilgift.
Der må på dette sted retfærdigvis siges, at der fra administrationens og politi-
kernes side gøres meget for at få befolkningen til at forstå de dispositioner, man er
nødt til at træffe, — og i det hele taget betyder selve det politiske liv, f. eks. i lands-
rådet, ganske givet en udmærket oplæring i mange af samfundets grundprincipper,
men det gælder som tidligere anført om også den øvrige oplysningsvirksomhed, at
det er ikke nok, det når ikke rigtigt ud til de brede lag - eller rettere ind til dem.
Det var den anden slags voksenoplysning — om det nye liv i almindelighed, og den
er altså af fundamental betydning. Men den tredie tør vi heller ikke overse: Nemlig
en faglig dygtiggørelse, også af de ældre, til at fylde en plads i det moderne sam-
fund på linie med deres børn. Om det så skal ske ved en reel uddannelse eller ved en
supplering af den gamle uddannelse, som de jo i mange tilfælde har, må man jo hitte
ud af for hver enkelt, men det synes meget ønskeligt, at man sætter kraftigt ind for
at give de ældre en reel chance for også at følge med rent fagligt.
Dette vil meget let ramle sammen med lønprincipper, ansættelsesprincipper og ju-
ridiske regler, men det er et spørgsmål, om ikke vi må prøve at være smidige i over-
gangstiden — for sagens skyld — og finde udveje for at få disse 10.000 voksne erfarne
mennesker aktivt med ind i opbygningsarbejdet heroppe. I næste generation vil der
formodentlig ikke være behov for sådanne særordninger, og da kan juraen så igen
få lov at triumfere, — men mon man dog ikke idag kunne tage lidt mere praktisk og
livsnært på disse problemer. Kan man ikke lade erfaring og modenhed tælle så me-
get, at man kan blive ligestillet eller overordnet folk med bedre faglig uddannelse
på disse kvalifikationer. Kan man ikke finde fornuftige suppleringskursus, som kan
give de gamle uddannelser samme lønmæssige rettigheder som de nye ? Det er en
farlig merbegunstigelse af de unge, når de med den nye uddannelse i en meget tidlig
alder kan opnå lønninger, som ligger over forældrenes — det er vanskeligt at bevare
det rette sunde forhold mellem generationerne under de forhold.
Som fjerde og sidste gren af voksenundervisningen må nævnes en videregående
udvidelse af horisonten og den almindelige oplysning. Portene ud til den store ver-
den, som vi efterhånden alle hører med til, må slås op, historie, litteratur, kunst,
464
[11]
musik, verdenspolitik. Alt dette er så vist ikke uvæsentligt endsige luksus, men jeg
nævner det til sidst, fordi det trods alt må komme efter de andre ting. Alligevel vil
det være nødvendigt at have det med, hvis grønlænderne skal indtage deres plads
blandt andre oplyste folk i verden og forstå sig selv som led af den store sam-
menhæng.
Enhver med kendskab til forholdene heroppe vil forlængst have spurgt sig selv:
Jamen hvem skal gøre alt det? Hvem skal være lærerne i en så gigantisk oplysnings-
kampagne ? ? Det skal uden videre indrømmes, at dette spørgsmål straks afslører hele
projektets achilleshæl: Disse lærere synes ikke at være tilstede uden videre. De
dansktalende må lades ude af betragtning, så længe befolkningen ikke forstår rigs-
sproget — og det gør den glemte generation jo netop ikke. Tilbage bliver de unge
grønlændere, som kender Danmark og moderne samfundsforhold, og som har den
fornøde indsigt og modenhed. De er ikke så mange endnu, men de bliver hastigt
flere. Bortset fra deres reelle faglige arbejde, er de stort set optaget af reproduce-
rende virksomhed — som tolke, som oversættere af danske love, artikler, bøger o. s. v.
Det er selvfølgelig udmærket, men derved bliver deres forhold til deres landsmænd
højst uvirkeligt og indirekte — for de taler aldrig for sig selv. Og danskerne på de-
res side kan kun henvende sig til befolkningen igennem tolkene — altså også indi-
rekte — og vel meget tit sådan, at mening, tonefald, nuancer går mere eller mindre
tabt. Befolkningen må altså savne den direkte personlige appel og oplysning, som
den har så hårdt brug for.
Det er disse unge fyre, som må aktiviseres. De er de eneste, som kan få deres
landsmænd til at forstå, hvad det hele går ud på, — de eneste, som har mulighed for
at øve en direkte påvirkning. I kraft af deres gode uddannelse har de trods deres
ungdom så megen autoritet, at deres ord vil have vægt. De er selv en del af folket, —
de kender dets tankegang og uudtalte følelser. De har alle chancer for at gøre den
indsats, som skal gøres: At få deres forældre med — ikke som modstræbende skep-
tikere og kværulanter, men som aktive medarbejdere. De må forstå det store ansvar,
der hviler på dem — og tage arbejdet op — vågent og selvstændigt. For her kan nok
så mange penge og nok så mange udsendte intet gøre.
Man kan måske ikke forvente, at disse unge uden videre skal have det overblik,
der skal til for altid at sætte ind på de rigtige steder og for at få dette arbejde or-
ganiseret, så det virkelig bliver effektivt. Men det ville da måske være rimeligt at
give dem et kort kursus i de love, som nu engang viser sig at gælde, hvor man skif-
ter om fra primitiv til teknisk livsform, så de forstår, hvor skoen trykker — og så
naturligvis pudse begreberne om det moderne samfund så meget op, at de ved, hvad
de taler om. Det skulle ikke være umuligt på den måde at få en flok af dygtige og
ivrige stødtropper, som kunne sættes ind i arbejdet — og arbejde på egen hånd. Man
465
[12]
kan I denne forbindelse ikke lade være at tænke på de lederkursus, som slet ikke er
ualmindelige i dansk folkeoplysningsarbejde, og som sender dygtige aktive folk ud i
marken. Det kan forøvrigt forekomme mærkeligt, at disse unge dygtige folk, som
er så Ivrige efter at få overladt ansvaret for så meget som muligt og få grønlændere
ind blandt nyordningens stødtropper, — at de ikke forlængst af sig selv har taget
føringen på dette vigtige område, hvor de har forudsætningerne og derfor hoved-
ansvaret.
Hvad den rent faglige uddannelse af den ældre generation angår, må lærerkræf-
terne selvfølgelig fremskaffes efter hver enkelt institutions muligheder, og her bliver
det vanskeligere at opstille faste retningslinier.
Tilbage bliver så spørgsmålet: Hvordan? Hvilke metoder skal der anvendes?
Det vil være enfoldigt ikke at udnytte så oplagt en chance, som radioen giver. Men
det må da være det bedste, der kommer frem ad den vej — og i en sådan form, at det
kan opfattes af enhver. Radioen må da føle det som sin hovedopgave at formidle
denne oplysning og må derfor lægge en fast linie, en fast plan, hvor de enkelte bi-
drag kan passes ind og virke sammen. Man kunne eksempelvis samle sig om be-
stemte emner i visse sæsoner og sørge for at få dem belyst så alsidigt som muligt.
Og man må som ledesnor stadig bevidst have for øje: Hvor kniber det mest? Hvor
er der størst behov for at sætte ind netop nu?
Dernæst må der pustes nyt liv i aftenskolen — og folk må bringes til at forstå, at
den i sin nye form er for alle — ja, måske mest for de ældre. Og man må gøre un-
dervisningen så levende, at de ikke bliver trætte af at komme. Det vil igen som
allerede nævnt kræve en hel del instruktion af lærerkræfterne, men udbyttet må skøn-
nes at kunne blive ulejligheden værd. En stor støtte ville det være, om man til dette
formål fik tilvejebragt pædagogisk og aktiviserende materiale f. eks. i form af ar-
bejdshefter, og en løbende instruktion af lærerne kunne så finde sted ved udsendelse
af duplikerede vejledninger fra en central organisation. En lignende ordning prak-
tiseres for øjeblikket ved civilforsvarsundervisningen i Danmark og fungerer fint.
Der skal laves familiebudgetter, tegnes befolkningskurver, produktionstabeller, ske-
matiske oversigter over samfundets indretninger, gives regneopgaver ud fra det fo-
religgende materiale o. s. v. o. s. v. En sådan undervisning kan blive spændende både
for lærer og elever — og behøver ikke at kræve så store forudsætninger endda.
De steder, hvor ingen fast lærer findes, må opsøges af de bedst egnede, og gen-
nem foredrag og timer må de bedst egnede læreremner gøre deres arbejde. Hvor-
vidt man skal gå over til dagskursus nogle steder eller anvende helt andre metoder
igen må praksis vise, når først arbejdet er kommet igang og de rigtige folk parate.
At højskolen, når den engang kommer, vil have en kolossal betydning på denne
front, er umiddelbart indlysende. Her vil kunne uddannes stødtropper, også blandt
466
[13]
Det var simplere at kåre med trillebør, men når den unge grønlænder har la>rt at køre med gaffeltruck
er det morsommere, lettere og hurtigere.
de mange dygtige unge, som ikke har en Danmarksuddannelse bag sig, og når de år-
ligt spredes ud over landet, vil det hurtigt kunne mærkes.
Man kan måske få en fornemmelse af, at det udsendte personel nærmest er af-
skrevet i denne forbindelse. Det er som allerede nævnt heller ikke dem, som i første
række må tage denne opgave op, men samtidig er det dog oplagt, at de også på deres
side kan gøre et stort arbejde. Men en vigtig forudsætning er det da, at de forstår,
hvad det er, der tiltrænges, at de forstår befolkningens situation og ikke blot bedøm-
467
[14]


nier den med en fantasiløs dansk alen. Også de må — som man jo forøvrigt også alle-
rede påtænker - lære landet og dets problemer at kende — også i teorien. Situationen
vil både fra Grønland og fra andre steder i verden med lignende problemer allerede
nu være så grundigt kortlagt, at det må være muligt at meddele en saglig og givende
indførelse i befolkningens aktuelle problemer - og i de krav, som deraf følger til
hele det udsendte personale.
Det er en gammelkendt sandhed, at når man løfter i flok, er det utroligt, hvad
man magter. Men hvis en del af flokken trækker i modsat retning, spildes alles kræf-
ter. VI har ikke længere råd til, at en stor del af befolkningen heroppe enten træk-
ker imod eller slet ikke trækker. Vi må have alle med, også den glemte generation,
hvis livsgrundlag vi har taget bort under fødderne på den. Og det må ske snart, hvis
ikke det skal blive den tabte generation.
468[15]