[1] DEN GRØNLANDSKE SPIRITUSDEBAT Af sekretær, cand. j ur. Carl Jørgensen vJ rønlands landsråd vedtog på sin samling i sommeren 1959 at nedsætte et udvalg med den opgave nærmere at undersøge problemerne omkring spiritusforbruget i Grønland. Udvalget skal have afsluttet sine undersøgelser og overvejelser inden landsrådssamlingen i 1960, og det må derfor forventes, at der på denne samling vil finde en grundig og principiel drøftelse sted vedrørende spiritusproblemerne. Landsrådet har pålagt det nævnte udvalg dels at undersøge virkningerne af de allerede gennemførte foranstaltninger mod spiritusmisbrug, dels nærmere at over- veje det formålstjenlige i at gennemføre visse yderligere af rådet fremhævede mulige foranstaltninger. Udvalget har derudover adgang til at overveje og stille forslag om anvendelse af andre midler i kampen mod det antagne overdrevne spiritusforbrug. Af de foranstaltninger, der allerede er gennemført, kan fremhæves, al der ikke må udskænkes eller forhandles spiritus til berusede og til personer under 18 år, al unge under 16 år ikke må opholde sig på restauranter med ret til udskænkning af spiritus efter kl. 20, medmindre de er i følge med deres forældre, al der kun må danses på restauranter med ret til spiritusudskænknlng i tiden mellem kl. 20 og nor- mal lukketid, at der ikke ved hjemmebrygning må fremstilles „dårligt øl" d. v. s. øl, der ved alkoholstyrke eller andre sundhedsskadelige virkninger afviger fra normalt hjemmebrygget øl (imiaq), og at de stedlige kommunalbestyrelser med landshøv- dingens godkendelse kan forbyde udskænkning og forhandling af spiritus på be- stemte tidspunkter og bestemte dage^Kommunalbestyrelserne har udnyttet denne adgang i flere tilfælde oftest til forbucl mod udskænkning og forhandling på fre- dage og lørdage og på dage før de store højtider. Landsrådet har nu endvidere søgt en bestemmelse om generelt forbud mod udskænkning af spiritus uden for tiden mellem kl. 18,00 og 22,30 stadfæstet af Ministeriet for Grønland. De yderligere foranstaltninger, som landsrådet har bedt udvalget overveje, kan summeres op således: Forbud mod enhver form for hjemmebryg og hjemmebræn- ding, yderligere begrænsning i adgang til udskænkning og forhandling af spiritus ved bl. a. forhøjelse af aldersgrænsen og ved generelt forbud mod udskænkning på alle fredage, lørdage og søndage samt de 7 første dage i hver måned, strengere adfærd 224 [2] over for lovovertrædere i tilfælde, hvor den kriminelle handling er begået under på- virkning af spiritus samt gennemførelse af særlige sanktioner over for personer, der jævnligt er beruset i hjemmet. Det er sikkert praktisk ganske kort at repetere de oplysninger om spiritusforbruget i Grønland, som fremkom i landslæge Preben Smiths artikel i tidsskriftet „Grønland", april-maj 1959.* Det fremgik af denne artikel, at det samlede spiritusforbrug i tiden siden 1954, året for spiritusrationeringens ophævelse i Grønland, er steget til mere end det dobbelte, og at det udgør en stærkt stigende procentdel af den samlede ud- handling. Det oplyses endvidere, at forbruget pr. indbygger nærmer sig det dobbelte af forbruget pr. indbygger i det øvrige Danmark, og at der ved denne beregning ikke engang er taget hensyn til forbruget af hjemmebrygget øl. Omkring 1A af samtlige ulykkestilfælde, der har døden til følge, står i forbindelse med beruselse, ligesom og- så spirituspåvirkning antages at bære en væsentlig del af skylden for de hyppigt fore- kommende tilfælde af kønssygdomme og barnefødsler uden for ægteskabet. Endelig antages det for store spiritusforbrug at have en negativ indvirkning på befolkningens almindelige sundhedstilstand. Der er grund til at formode, at disse tal også er illustrerende for forholdene i Grønland i dag. Det kan i hvert fald med sikkerhed siges, at forholdene ikke er blevet mere opmuntrende. Det er naturligt, at sådanne tal maner til alvorlige overvejelser såvel hos landsrå- det som de myndigheder, der har et medansvar for udviklingen i Grønland. De over- vejelser, man har gjort sig, og de talrige diskussioner, offentlige og private, der har været ført om disse problemer, har imidlertid lidt under, at den konkrete viden, man har til rådighed vedrørende spiritusforbruget, stammer fra oplysninger, der er ind- samlet til andre formål, det være sig KGH's udhandlingsstatistik, lægeindberetninger m. v., og at disse oplysninger derfor ikke er egnede til at give et detailleret billede af spiritusforbruget i Grønland. De foreliggende oplysninger anskueliggør, at forbruget er større, end det burde være, men de giver f. eks. ikke mulighed for med sikkerhed at konstatere, om spiri- tusforbruget kan afgrænses til særlige kredse inden for de lokale samfund, eller for i det hele nærmere at danne sig et indtryk af de herskende vaner med hensyn til spiri- tusnydelse. Først og fremmest giver de foreliggende oplysninger ingen vejledning med hensyn til en sikker bedømmelse af omfanget og karakteren af forbruget af hjemme- brygget øl, det, der spiller en væsentlig rolle på de mindre, isolerede pladser, hvor forsyningen med fabriksfremstillet spiritus af naturlige årsager er begrænset. * I denne artikel gives endvidere en oversigt over de mulige årsager til og de forskellige reaktionsmulig- heder over for spiritusforbruget i Grønland. Spiritusproblemet i Grønland har tillige været behandlet af fuldmægtig Claus Bornemann i en artikel i samme tidsskrifts nr. 3, 1956. 225 [3] D£t er på denne baggrund forståeligt, at landsrådet hidtil har valgt at gennemføre en række foranstaltninger, der næppe er egnede til stort mere end at søge at begrænse de mest nærliggende muligheder for misbrug, og at virkningerne af disse foranstalt- ninger antageligt vil vise sig at være begrænsede. Det er ligeledes forståeligt, at landsrådet netop for så vidt angår den hidtil mest indgribende foranstaltning - forbud mod forhandling og udskænkning af spiritus på bestemte ugedage m. v. - har valgt at lade forbudets iværksættelse og omfang være af- hængig af de lokale kommunalbestyrelsers skøn over det ønskelige og forsvarlige i forbudets gennemførelse. Medens de foranstaltninger, som landsrådet hidtil har gennemført, sikkert af alle kredse har kunnet godkendes som rimelige og nødvendige, synes enkelte af de foran- staltninger, som landsrådet har bedt udvalget overveje nærmere, specielt for så vidt angår totalt forbud mod hjemmebrænding og hjemmebryg, at være af betydeligt mere indgribende karakter, og det forekommer at være en nærmere drøftelse værd, om det er tilrådeligt at gennemføre sådanne foranstaltninger, uden at der er foretaget vir- keligt dybtgående undersøgelser, hvis resultater direkte indicerer nødvendigheden af sådanne foranstaltninger, og som tillige, og dette er ikke det mindst vigtige, kan give oplysninger om de antagelige sociale virkninger af foranstaltningernes gennemførelse. Hvorfor bør man være varsom med at fortsætte den hidtidige række af forbud med yderligere og stadigt mere indgribende forbudsforanstaltninger og måske hellere ud- skyde de mest indgribende foranstaltninger og i stedet foranledige de nævnte ind- gående, sociale undersøgelser iværksat? Det er rigtigt, som det er blevet fremhævet, at spiritus eller rettere alkohol er en sundhedsmæssigt og karaktermæssigt farlig gift, og at det er afgjort mindre hensigts- mæssigt, at der netop i et land som Grønland, hvor der er et så overvældende behov for opsparing og kapitalinvestering, anvendes så uforholdsmæssigt store summer til nydelse af spiritus, som tilfældet er. Det er imidlertid også rigtigt, at forbudsforanstaltninger altid har karakter af nød- hjælp. Et forbud kan hæmme en uønsket adfærd midlertidigt, men det kan ikke løse de problemer eller ændre de sociale forhold, der har givet anledning til den uønskede adfærd. Det er en almindelig erfaring, at jo væsentligere en bestanddel den uønskede adfærd udgør af de impliceredes tilværelse, jo mere sandsynligt vil et forbud med- føre omgåelse af forbudet. De, der har rejst i landkommunerne i Midtsverige, hvoraf mange er totalt tørlagte for spiritus, vil vide, at ulovlig hjemmebrænding finder sted i udstrakt grad både inde i skovene og på de små ubeboede øer i søerne. Alle ved, at hjemmebrænding flo- rerer, og adskilligt apparatur er i tidens løb konfiskeret og ejerne straffet, men hjem- mebrænding florerer stadig. 226 [4] Så paradoksalt det end kan lyde, er det sikkert rigtigt, at jo større spiritusfor- bruget er, jo mindre hensigtsmæssige vil forbudsforanstaltninger være som middel til effektivt at reducere eller standse forbruget. De foran omtalte oplysninger vedrørende spiritusforbruget i Grønland synes at sandsynliggøre, at der er tale om et for stort normalforbrug blandt ret store kredse af befolkningen. Den stedfundne stigning i spiritusforbruget siden rationeringens ophæ- velse kan næppe antages at skyldes en mindre kreds, men må formodentlig ses på baggrund af den i den omhandlede periode almindeligt stedfundne indtægtsstigning. Hvis denne antagelse er rigtig, synes der i situationen i Grønland i dag at være en del, der minder om forholdene i Danmark for et par generationer siden. Den over- drevne spiritusnydelse, der dengang fandt sted specielt inden for arbejderbefolknin- gen, blev i virkeligheden først bragt effektivt til ophør, da arbejderklassen fik mulig- hed og interesse for at erhverve andet end spiritus, dels varige goder som bedre bo- liger, bedre uddannelse til deres børn, dels andre og billigere adspredelser som sport og films. Det er i denne forbindelse karakteristisk, at uanset, at den danske befolk- nings realindtægt har været uafbrudt stigende i tiden efter krigens ophør, er spiritus- forbruget forholdsmæssigt ikke steget, hvorimod de stigende indtægter har rettet sig imod varige forbrugsgoder. Hertil kommer det forhold, som vel specielt gør sig gældende for de små pladsers vedkommende, at få mennesker på isolerede pladser med små adspredelsesmulighe- der og med ringe mulighed og måske også interesse for at anvende de indtjente penge til køb af varige goder, ofte benytter spiritus som et middel til at skille hverdag fra festdag, til at forny samværet med de mennesker, man til stadighed omgås. Det er ikke tilfældigt, at et stort spiritusforbrug ofte forekommer i befolknings- grupper, hvor mulighederne for anden adspredelse er få, og hvor de daglige vilkår forekommer slidsomme, hvor hjemmene er små, overbefolkede og ringe udstyrede. Det er heller ikke tilfældigt, at opmærksomheden samler sig om disse samme kredse, hvor et stort spiritusforbrug netop af sundhedsmæssige og økonomiske grunde synes mest urimeligt. Hvor uhensigtsmæssigt det end må erkendes at være, må man accep- tere, at spiritus i disse tilfælde udfylder en del af de pågældendes tilværelse, og at et forbud næppe alene er i stand til at løse problemerne for de pågældende. Der er endnu et forhold, der i høj grad synes værd at notere. Erfaringer fra andre lande, hvor en hurtig teknisk og økonomisk udvikling søges gennemført på kort tid, tyder på, at der i sådanne befolkninger meget let opstår betydelige sociale skel mellem en ofte forholdsvis mindre gruppe, der af forskellige årsager har lettere ved at følge med i udviklingen, og en anden større del af befolk- ningen, der har store vanskeligheder med at acceptere den nye situation, simpelthen fordi hverken dens unge eller ældre medlemmer har mulighed for at opnå den ud- 227 [5] dannelse og de færdigheder, som det nye samfund kræver for til gengæld at yde rige- ligt af dets goder. Såfremt sådanne skel er tilstede eller er ved at blive dannet i den grønlandske be- folkning, vil indgribende forbudsforanstaltninger mod spiritus i denne henseende kunne få utilsigtede og uheldige virkninger. Det må jo nemlig antages, at de befolkningsgrupper, hvor spiritusforbruget gen- nemgående er størst, vil være de grupper, der har de største aktuelle vanskeligheder ved at følge med i udviklingen, og at disse grupper derfor i første række vil komme til at føle eventuelle indgribende foranstaltninger på deres skind. Hvis foranstaltnin- gerne ikke forstaas og accepteres, vil de føles som et urimeligt diktat fra den mindre, socialt og økonomisk bedre placerede gruppe, og et eksisterende eller begyndende socialt modsætningsforhold vil blive uddybet. Det er rigtigt, at der er sociale skel og modsætningsforhold i alle samfund, men tilstedeværelsen af sådanne skel er blot langt mere uheldig i et samfund, der som det grønlandske skal bygges op i hastigt tempo, og hvor der er brug for alles medvirken. På længere sigt kan en sådan befolkningsmæssig dødvægt også i anden henseende være uhyre farlig som baggrund for politiske usurpatorer. Det er antagelig dette, man har været vidne til i mange af de tidligere underudviklede lande igennem de seneste år. Formålet med det foregående har været at fremhæve, at selv om det er nærlig- gende og fristende at reagere over for det antagne overdrevne spiritusforbrug i Grønland med forbud af forskellig art, og i det omfang mindre omfattende forbud ikke har tilstrækkelig virkning da at gennemføre yderligere og mere indgribende forbudsforanstaltninger, så kan der både rejses tvivl om, hvorvidt sådanne yderligere indgreb effektivt vil kunne reducere forbruget, og samtidigt kan det ikke udelukkes, at indgrebene kan have andre utilsigtede og uønskede virkninger. En væsentlig del af overvejelserne om gennemførelse af yderligere forbudsforan- staltninger mod spiritusforbruget i Grønland må ofres på, hvilke sociale bivirknin- ger forbudene kan få. Det må være et vigtigt krav til yderligere forbudsforanstalt- ninger, at ellers lovlydige befolkningsgrupper ikke derved føres ud i lyssky hjemme- brænding, at de af samfundet kontrollerede restauranter ikke generes så afgørende i deres virksomhed, at fristelsen til oprettelse af smugkroer bliver for stor, at myn- dighederne kort sagt ikke mister kontakten med de implicerede befolkningsgrupper og derigennem kontrollen med spiritusforbrugets udvikling. 228 [6]