[1] PeqatigTt Kalåtdlit - Grønlænderforeningens første år Af Einar Lund Jensen For 50 år siden, nærmere bestemt 15. april 1939, afholdtes der et møde i Grundtvigshus i København. Mødedel- tagerne var alle grønlændere. Formålet var at stifte foreningen »Kalåtdlit«, og to af initiativtagerne, Carl Broberg og Jens Kleist, lagde for med at fortælle om foreningens formål og forslag til love. En lille måned senere, 12. maj, fandt et nyt møde sted, bl. a. med endelig vedtagelse af foreningens love. Carl Broberg blev valgt til foreningens første formand. Disse oplysninger stammer fra en forhandlingsprotokol, der for nylig er fundet i pengeskabet i Kalaallit Illuu- taat/Grønlændernes Hus i Løvstræde i København. På allerførste side står, oversat til dansk: »Denne forhandlings- protokol på 96 sider skal benyttes af Peqatigit Kalåtdlit til at notere ned, hvad der sker på møderne, samt hvad der bliver forhandlet om af bestyrel- sen.« Underskrevet 12. maj 1939 af Carl Broberg, Jens Kleist, Helene Fre- deriksen, Carl Egede og Kr. Fleischer. Foreningens formål var at samle de i Danmark boende grønlændere, for at de bedre kunne lære hinanden at ken- de, samt at bidrage til en højnelse af materielle goder. Som aktive medlem- mer kunne optages grønlændere, mens folk, der interesserede sig for Grønland og grønlænderne, kunne optages som passive medlemmer. I mange år var Peqatigit Kalåtdlit (PK) et fast og aktivt holdepunkt for mange grønlændere i primært Køben- havnsområdet. Det var således PK, der omkring 1970 stod bag købet af ejen- dommen i Løvstræde, satte den i stand og i 1974 kunne stå for indvielsen af den selvejende institution Grønlænder- nes Hus. I disse jubilæumstider kunne der altså have været endnu et jubilæum at fejre. Men Peqatigit Kalåtdlit opløstes i 1978. Med denne artikel vil jeg imidler- tid gerne markere 50-året for stiftelsen af Peqatigit Kalåtdlit. Min vigtigste kil- de er den ovennævnte forhandlingspro- tokol. De 90 sider i forhandlingsproto- kollen dækker over en periode på over 8 år (sidste datering er 13/1-1948), så det er selvsagt begrænset, hvor meget 285 [2] der er refereret fra de enkelte møder. Jeg har derfor også talt med Carl Broberg og Chr. Bertelsen, der begge var med fra foreningens start. De har givet mig nye oplysninger og bekræftet nogle af de konklusioner, som jeg hav- de draget ved at læse protokollen. Jeg vil hermed gerne sige tak for den vel- villighed, jeg har mødt hos dem. På dette grundlag har det været mu- ligt at give et indtryk af PK's virke i foreningens første år og af de holdnin- ger og ønsker, der derigennem kom til udtryk fra grønlandsk side. Foreningens start Carl Broberg havde både fra Danmark og Grønland erfaringer fra forenings- arbejde. I Sisimiut havde han således i 1932 dannet foreningen »Frem«, der først og fremmest var en selskabelig forening og bl. a. også arrangerede sportsarrangementer. 1937 kom han igen til Danmark og gik da sammen med Jens Kleist og Helene Frederiksen i gang med det forberedende arbejde til dannelsen af en grønlænderforening i Danmark. Peqatigit Kalåtdlit's med- lemstal var fra starten på 22, men var allerede i 1940 steget til 90. Og ved ge- neralforsamlingen 6. febr. 1944 frem- gik det af formandens beretning, at der var 128 medlemmer. Carl Broberg beretter, at der tilsyne- ladende var en vis skepsis eller mod- stand mod dannelsen af en grønlænder- forening. Han blev ringet op af en bekendt, der var medlem af Rigsdagens Grønlandsudvalg. Denne fortalte, at udvalget var blevet indkaldt med kun eet punkt på dagsordenen, nemlig ar- Carl Broberg, medstifter af og første formand for Peqatigit Kalåtdlit. Foto udlånt af Carl Broberg. bejdet med at danne en grønlænderfor- ening. Efter denne oplysning svarede Carl Broberg, at hvis man ville lægge hindringer i vejen for deres bestræbel- ser, ville han ikke tøve med at gå til pressen. Der blev derefter alligevel ikke noget møde i Grønlandsudvalget. Baggrunden for dette kan skyldes holdningen i Grønlands Styrelse. Man var meget patriarkalsk over for den grønlandske befolkning og desuden meget følsom over for kritik. Og man kan have frygtet, at der fra den ny for- enings side ville blive rettet kritik mod Grønlands Styrelse og den danske kolo- nipolitik. 286 [3] Foreningens aktiviteter På medlemsmøderne berøres mange forskellige emner. Det kunne være dis- kussion af aktuelle sager med grøn- landsrelevans, og nogle gange invitere- des gæster ude fra til at holde foredrag eller vise lysbilleder. Mange af med- lemsmøderne sluttede af med en dans. Om sommeren arrangerede man skov- ture, der dog i sidste del af krigen flyt- tedes til Grønlænderhjemmet, der den- gang lå på Amager. En fast årlig begivenhed var desuden julefesten, der som regel afholdtes mellem jul og nytår. Af de mere kulturelle arrangementer kan nævnes, at foreningen i vinteren 1941/42 stod for opførelsen af Karl Heilmanns skuespil »Ujaqqap akiniaa- nera« med foreningens medlemmer som aktører og med Kåle Rosing som instruktør. I dec. 1942 spilledes revy. Endelig blev der også under foreningen oprettet et sangkor under ledelse af Chr. Berthelsen. Også på det sociale område engage- rede PK sig fra starten. Man hjalp og støttede betrængte medlemmer og be- kendte, bl. a. i forbindelse med hospi- talsophold. Fra 1940 organiseredes un- der foreningen en slags syklub, der skulle sy tøj til hjælp til de fattige i Grønland. Alle disse arrangementer har selvføl- gelig været med til at styrke sammen- holdet blandt foreningens medlemmer, og også styrket følelsen af det etniske særpræg, altså følelsen af at være grønlænder. Dette så meget mere som møderne normalt fandt sted på grønlandsk. Det samme gælder diskus- sionerne om situationen i Grønland. Det vil føre for vidt her at komme ind på alle de emner, der blev taget op i foreningen. I det følgende vil der der- for blive behandlet nogle udvalgte em- ner, der kan være med til at karakteri- sere debatten og holdningerne i for- eningens første år. Diskussioner om Grønlands fremtid Et helt centralt tema var den politiske udvikling i Grønland. Det må her hu- skes på, at netop denne periode var en brydningstid i Grønland. Det grøn- Ved Christian X's 70 års fødselsdag i 1940 forærede en gruppe grønlændere i Danmark kongen et maleri, der var ledsaget af et kart med Grønlands omrids samt givernes nav- ne. Handlingen viser bl. a. de i Danmark boende grønlænde- res følelse af samhørighed, og kortet viser en lang række af navnene på de folk, der var medlemmer afPK t de første år. Udlånt af Carl Broberg. 287 [4] landske erhvervsmønster var under to- tal forandring, idet fangst på sæl og an- dre havpattedyr mere og mere for- trængtes af fiskeriet. Man var på vej fra at være et samfund domineret af natu- ralieøkonomi til at blive et samfund domineret af pengeøkonomi. Alle, såvel danskere som grønlændere, vidste at noget nyt også måtte finde sted på det politiske område, samt f. eks. inden for uddannelsesområdet. I de sidste 25 år var der fra visse grupper i Grønland kommet krav om ændring af forholde- ne i Grønland, dels henimod en mo- dernisering af samfundet, dels med en større grønlandsk deltagelse i beslut- ningsprocessen. I 1939 nedsaltes en kommission, der skulle komme med forslag til, hvordan man skulle ændre forholdene i Grønland. Dens arbejde blev imidlertid afbrudt af 2. Verdens- krig, Krigen betød nye forandringer og nye, forstærkede krav i Grønland. I 1946 nedsaltes et nyt udvalg til at for- mulere grønlandspolitikken. Det er derfor helt naturligt, at mange af Peqatigit Kalåtdlit's medlemmer var blevet optaget af situationen og fremti- den i Grønland, og at netop foreningen blev centrum for en grønlandsk diskus- sion i Danmark. Både før og efter kri- gen inviteredes de grønlandske med- lemmer af de ovennævnte kommissio- ner til at komme i foreningen både til medlemsmøder og til bestyrelsesmøder, f. eks. Peter Nielsen, Gerhardt Egede, Augo Lynge, Hans Lynge og Frederik Lynge. Og selv om kommissionsarbej- det i 1940 gik i stå p. g. a. krigen, fort- satte diskussionen blandt grønlænderne i Danmark. 26. febr. 1940 diskuteredes således betydningen af ordet »kalaallit« (grøn- lændere), og der blev fokuseret på iden- titet og sprog. Man var enige om nød- vendigheden af at lære dansk, men man skulle samtig værne om det grønland- ske sprog. For uden det ville der ikke blive noget fremskridt. I vinteren 1942/43 genoptoges diskussionen om det grønlandske sprog, og i tilknytning hertil kom man ind på brugen af grønlandske døbenavne. Der var enig- hed om, at man i større grad skulle bru- ge oprindelige grønlandske navne. Man nedsatte endog et udvalg, der skulle indsamle og lave en liste over gamle grønlandske navne og bl. a. henvende sig til professor William Thalbitzer for at bede om hjælp. Man kunne så even- tuelt senere henvende sig til landsråde- ne for at fremme sagen. Diskussionen om sprogets placering var ikke ny. Den havde fundet sted tid- ligere både i Grønland og i danske grønlandskredse. Allerede i 1939 var man fra PK's side gået ind i debatten. Augo Lynge havde i en artikel i Politi- ken udtalt sig for indførelse af dansk- sprogethed i Grønland. I foreningen havde man reageret imod dette, og li- nien var altså den samme under hele krigen. Det virkede derfor voldsomt, da man lige efter krigen erfarede stem- ningen i Grønland, hvor brede kredse, herunder medlemmer af landsrådene, udtalte sig meget stærkt for indførelsen af det danske sprog, og hvor nogle end- da gik så vidt som til at udtale, at det grønlandske sprog ikke havde nogen fremtid. 288 [5] Isolationen fra Grønland Den tyske besættelse af Danmark fra 1940-45 fik selvfølgelig nogle prakti- ske konsekvenser for PK. Forenings- livet blev besværligere. Som nævnt måtte skovturene flyttes til Grønlæn- derhjemmet. Desuden måtte nogle ar- rangementer afholdes om eftermidda- gen i modsætning til tidligere om aftenen. Efter 29. august 1943 skærpe- des situationen i Danmark, hvilket bl. a. medførte udgangsforbud om af- tenen. Dette betød for PK, at der i lan- ge perioder ikke holdtes medlemsmø- der, og at bestyrelsen begyndte af afvikle møder pr. telefon. Desuden blev nogle valg til bestyrelsen udsat p. g. a. problemerne med at kunne mødes. Særlig mærkbar for PK's medlem- mer var dog den afbrudte forbindelse til Grønland. For mange betød dette en forlængelse af opholdet i Danmark i adskillige år og dermed lang tids adskil- lelse fra familie og venner. Den afbrudte forbindelse betød des- uden, at oplysningerne fra Grønland var meget sparsomme. Man vidste i Danmark meget lidt om situationen i Grønland, og det skabte en vis utryg- hed hos de grønlændere, der boede i Danmark. Nogle sjældne gange kom der brev via Røde Kors. Desuden op- snappede Grønlands Styrelse ved radio- aflytning nogle generelle nyheder fra og om Grønland. På PK's medlemsmøder blev det al- Pa billedet ses bl, a. Jens Kleist (nr. 3 fra venstre) og Helene Sofie Frederiksen (nr. ) fra højre). Begge var medstiftere afPK og med i foreningens første bestyrelse. Jens Kleist var destiden formand 1940-47. De øvrige er fra venstre Johanne Marie Abei- sen, Ninna Kleist, Svend Frederiksen, Kistaraq Hoffmann, f. Kleist, og Herluf Lennart. Foto udlånt af Carl Broberg. 289 [6] Deltagerne ved festen 24. juni 1945, hvor man dels fejrede freden, dels tog afsked med dem, der skulle tilbage til Grønland. mindeligt at viderebringe og diskutere nyhederne fra og om Grønland. Der arrangeredes desuden møder, hvor man fortalte eller læste op for hinanden om de tanker og følelser, man havde p. g. a. isolationen og savnet af hjemlandet for på denne måde at støtte og styrke hin- anden. Den særlige situation og den langva- rige isolation fra hjemlandet styrkede uden tvivl samhørigheden og følelsen af at være grønlænder. Det betød samti- dig en vis stabilitet i foreningen. Såle- des var Jens Kleist formand fra 1940 og helt frem til 1947, og der har stort set ikke været udskiften i medlemskredsen. Dette sammenhold og denne samhørig- hed betød, at mange daværende PK- medlemmer trods alt ser tilbage på den- ne periode som en god tid. I sommeren 1945 afholdtes en stor fest, dels for at fejre freden, dels for at tage afsked med de mange, der nu skul- le tilbage til Grønland. Derefter gik der et stykke tid uden særlige aktiviteter, idet man bl. a. ventede på, at andre skulle komme ned til Danmark. Så startede en ny tid med mange nye med- lemmer og forhold og aktiviteter, der prægedes af den nye udvikling i Grønland. Det nye Grønland Et tilbagevendende diskussionsemne under krigen var forholdet til »Det nye Grønland«. Det nye Grønland var en 290 [7] forening primært bestående af danske forretningsmænd. Disse var stærkt kri- tiske over for Grønlands Styrelse. Blandt foreningens programpunkter var en ophævelse af monopolet i Grønland, og altså dermed adgang for privat dansk kapital til Grønland. Det nye Grønland var meget interesseret i et samarbejde med Peqatigit Kalåtdlit. I 1940 ønskede således Carstens at få op- taget et indlæg i PK's blad »Kalåtdlit«, men efter en debat på et medlemsmøde i PK blev dette nedstemt. Senere øn- skede Det nye Grønland at arrangere en forestilling med PK's opførelse af »Ujaqqap akiniaanera«, men også her var svaret negativt. Som følge af de stadige henvendelser fra Det nye Grønland foranstaltedes i februar 1942 et møde mellem repræ- sentanter fra PK og Det nye Grønland. PK ønskede bl. a. at få mere at vide om, hvad Det nye Grønland stod for. Man var tilsyneladende bange for den skarpe kritik, som Det nye Grønland førte frem over for Grønlands Styrelse og ønskede ikke at blive sat i bås med Det nye Grønland. PK's repræsentanter un- derstregede bl. a., at selv om det grønlandske ønske på langt sigt var selvstændighed, var man ikke dansker- fjendtlige, men ønskede et dansk-grøn- landsk samarbejde. PK var således me- get skeptisk overfor Det nye Grønland og dets motiver for at ville samarbejde, og det blev da heller ikke til noget. 291 [8] Afslutning Peqatigit Kalåtdlit blev fra sin start en hjemstavnsforening og fungerede - måske specielt under den langvarige isolation i krigsårene - som et sam- lingspunkt for mange grønlændere i Danmark. I PK mødtes man for at høre foredrag, for at diskutere og for at more sig med sine landsmænd på sit eget sprog. Allerede i denne første periode blev PK forum for de i Danmark boen- de grønlænderes debat om situationen og fremtiden i og for Grønland. Denne status bevarede PK efter krigen, hvor stadig flere grønlændere kom til Dan- mark. For mange, især uddannelsessø- gende, blev PK en slags politisk oplæ- ringssted. De politiske diskussioner blomstrede ud af et behov, og medlem- merne fik i den kendte, trygge kreds mulighed for at ytre sig om deres egen situation og om forholdene i Grøn- land. Den generelle holdning blandt med- lemmerne i Peqatigit Kalåtdlit før og under 2. Verdenskrig var ønsket om en modernisering af Grønland, d. v. s. en udvikling henimod de materielle for- hold, man havde lært at kende i Dan- mark. Men det skulle samtidig være en udvikling, der byggede på grønlandske forhold. Grønlænderne skulle uddanne sig og selv være med til at styre udvik- lingen. Det understregedes flere gange, at man ikke måtte slippe de grønland- ske rødder, f.eks. måtte det grønland- ske sprog ikke svækkes trods en styr- kelse af danskundervisningen i Grøn- land. Dette er vigtigt at understrege, idet man i eftertiden ofte har dømt da- tidens bestræbelser som en ren danifi- sering og foragt for det grønlandske. Dette synes i hvert fald i 1940'erne ikke at have været tilfældet blandt PK's medlemmer. Tværtimod viser de en mere national holdning i forhold til den holdning, der kom frem i Grøn- land lige efter krigen. Som nævnt giver protokollen, der har været brugt som kildemateriale, ikke mulighed for at gå i dybden med emnerne. Men man får en klar fornem- melse af, at når man dykker ned i det grønlandsksprogede materiale, er der en langt mere nuanceret debat end den, der er kommet til udtryk i tidligere un- dersøgelser af Grønlands nyere histo- rie. Der ligger derfor her en opgave for historieforskningen i Grønland. Og materialet fra Danmark begrænser sig ikke til protokollen for de første år af Peqatigit Kalåtdlit's eksistens. Sammen med den blev nemlig yderligere fem protokoller fundet, således at tiden helt frem til september 1973 er dækket ind hvad angår referater fra PK. Derudover vil der være vigtigt stof i foreningens blad »Kalåtdlit«. Desuden bør grønlænderne i Dan- mark, deres situation og deres diskus- sioner tages op selvstændigt. De har kendt forholdene i både Grønland og Danmark, de har været engagerede og de har stillet krav både til deres egen si- tuation og til forholdene og udviklin- gen i Grønland i almindelighed. De er også en del af Grønlands historie, og efter min mening en væsentlig del. 292 [9]