[1] Dansk privatkapital og KGH's monopol i Grønland omkring 1900-1907 Af Henning Bro Privatisering af offentlig virksomhed er såvel i Danmark som i Grønland et aktuelt emne, men som politisk debat- tema langt fra af nyere dato. Navnlig i det over to hundrede år KGH-styrede grønlandske samfund har begrebet haft en særlig betydning og nøje været for- bundet med den statslige monopolhan- del. Helt tilbage til slutningen af 1700- tallet, flere gange i det 19. og 20. århun- drede og sidst i forbindelse med sam- fundsomvæltningerne efter 1950 har forskellige politiske og økonomiske kræfter i Danmark forsøgt at gennem- bryde dette bærende element i det grøn- landske samfund. I forbindelse med omlægningen af den danske koloniadministration i åre- ne lige efter århundredskiftet forsøgte meget betydelige kapitalinteresser i Danmark at få KGH-monopolet ophæ- vet og Grønland åbnet for omfattende investeringer. Dette udspil og dets pla- cering i den samtidige Grønlandsdebat og forberedelsesarbejdet op til den grøn- landske styrelseslov af 1908 er hoved- temaet for nærværende artikel. For at sætte hele dette politiske spil i en større sammenhæng giver artiklen desuden en kort oversigt over KGH-monopolets udvikling før år 1900 og vurderer de perspektiver for den grønlandske er- hvervspolitik, der opstilledes i forbin- delse med omlægningen i koloniadmi- nistrationen før 1. verdenskrig. Da artiklens hovedtema ikke tidligere har været gjort til genstand for en større og mere sammenhængende behandling, bygger fremstillingen for det meste på trykt og utrykt kildemateriale. Der er således inddraget materiale fra »Rigs- dagstidende«, »Meddelelser fra Direkto- ratet for Den kongelige grønlandske Handel«, forskellige udvalgsbetænknin- ger, tidsskrifterne »Det grønlandske Selskabs Aarsskrift« og »Atlanten« samt Indenrigsministeriets »grønlandske sa- ger«, der opbevares på Rigsarkivet. KGH-monopolet før 1900 Monopolbeskyttelse går tilbage til ene- vældsstatens merkantilistiske erhvervs- politik og var ved siden af direkte øko- nomisk støtte et vigtigt middel i 1600- og 1700-tallets udvikling af fabriks- produktion og oversøisk handel. I 225 [2] Grønland var monopolet fra 1721 til 1770'erne overdraget først til Bergens- kompagniet og siden til Jacob Severins kompagni og Det almindelige Kompag- ni, der fortrinsvis for privat kapital grundlagde kolonierne og drev hande- len. Ved Grønlandshandelens statsoverta- gelse i 1776 overgik monopolet til det nyoprettede KGH, der i de næste 200 år nærmest blev identisk med Grønland. Med hovedkvarteret i København og anlæggelsen af et stigende antal udsteder og faste anlæg blev KGH eneansvarlig for handel og skibsfart i Grønland, skibsforbindelserne til Danmark samt indkøb af europæiske varer og salg af grønlandske produkter i Hovedstaden. På nær missionen, der sorterede direkte under Missionskollegiet og senere Kul- tusministeriet, var alle sider af landets administration ligeledes underlagt KGHs direktorat i København og dets to inspektører og kolonibestyrere på Grønland. Oprettelsen af forstanderska- berne i 1860'erne var dog et forsøg på at bryde KGHs indflydelse. Forstander- skaberne rådede over 20% af værdien af de af KGH indhandlede varer, men fik aldrig det præg af selvforvaltning, der var tiltænkt dem. Ressortområdet var begrænset til uddeling af fattighjælp og præmier til driftige grønlændere, og selv om forstanderskaberne bestod af såvel grønlændere som danske tjenestemænd, var det sidstnævnte gruppe der domine- rede rådenes arbejde. Også ved udformningen af selve Grønlandspolitikken var KGH næsten enerådende. De grønlandske forhold var indtil begyndelsen af dette århun- drede ikke underlagt egentlig lovgiv- ning, og i langt de fleste tilfælde lod Rentekammeret og senere Indenrigsmi- nisteriet sagerne gå via KGHs direkto- rat, hvor eksperticen fandtes. Ministe- riet var dermed meget bundet af KGHs indstillinger og fulgte i sine afgørelser i det store hele den linje, der blev udstuk- ket heri. Navnlig ved fastlæggelsen af monopolets formål og indhold og der- med også den økonomiske politik og erhvervsmæssige udvikling var KGHs politik urørlig. Såvel under de private handelskompagnier som de første 60 år under KGHs ledelse var hovedformålet med Grønlandsmonopolet mission og erhvervsmæssig beskyttelse med hen- blik på størst mulig profit. Landet skulle underlægges europæisk kultur og tanke- gang og samtidig give et afkast, der dels finansierede missionen og hele den dan- ske tilstedeværelse og dels var et økono- misk aktiv for den danske stat. Princippet var bærende frem til 1830'erne. Som følge af tidens liberali- stiske samfundsstrømninger var mono- polistisk erhvervsbeskyttelse ikke læn- gere realistisk, og en opløsning af KGH- monopolet og indførelse af fri handel og konkurrence i Grønland berørtes da også af en række kommissioner, første gang i 1788 og siden i 1835, 1851 og 1863. En fri markedsøkonomi tilpasset grønlandske forhold fik dog kun tilslut- ning fra et mindretal i kommissionerne, hvis forslag gik fra en total frigivelse af handelen til bortforpagtning af kolo- nierne til forskellige private selskaber. Flertallet i kommissionerne pegede alle på en fortsættelse af monopolet, der af KGH fra midten af 1800-tallet fik et nyt 226 [3] formål og stort set ikke anfægtedes i de næste 50 år. Grønlændernes velfærd blev nu sat over det økonomiske udbyt- te. Handelen skulle ikke længere give overskud, men hvile i sig selv og dække omkostningerne ved administrationen og driften af kolonierne. KGHs vigtigste argument for fasthol- delsen af monopolet var hensynet til den grønlandske befolkning. Kun stats- monopolet kunne beskytte landet mod økonomisk ødelæggelse udefra. Med henvisning til forholdene i det nordlige Canada, hvor frihandelen rådede, påvi- ste KGH nødvendigheden af, at Grøn- land fortsat blev friholdt for den inten- sive udnyttelse af erhvervsmuligheder- ne og handelen, som ville blive konse- kvensen af en åbning for europæiske og nordamerikanske kapitalinteresser. Grønlænderne skulle holdes til deres primære erhverv, sælfangsten, der dels var den eneste rentable produktions- form, dels gav salgsprodukter, føde og materiale til telte, tøj, redskaber og be- klædning af både. I kraft af monopolet og statshandelen kunne det hindres, at befolkningen blev lokket væk fra sælfangsten og over i andre erhverv. Monopolet kunne desuden sætte en grænse for, at grønlænderne ikke solgte en for stor del af den livsnødvendige produktion og dermed gjorde sig af- hængig af dyre og mere eller mindre nytteløse og skadelige forbrugsvarer (f. eks. alkohol). I sin pris- og handelspolitik havde KGH i det store hele disse principper for øje. For at hindre, at grønlænderne gik over i andre erhverv, var KGH me- get utilbøjelig til at åbne for indhand- ling af andre produkter end de traditio- nelle grønlandske. Til de danske ind- købspriser på de varer, der senere skulle udhandles i Grønland, lagdes varieren- de procentsatser afhængigt af hvor nødvendige varerne var for den grøn- landske produktion. Meget lave tillæg havde erhvervsmidler som f. eks. krudt, bly, rifler, jern og stål. Men også i de lave indhandlingspriser på de grønland- ske produkter blev der taget hensyn til, hvad grønlænderne selv behøvede og hvad der kunne opretholde produk- tionsgrundlaget. Mens KGH således ikke tjente mere på udhandlingsvarerne end hvad der lige dækkede omkostnin- gerne (bl. a. til transport), måtte finan- sieringen af den danske tilstedeværelse hentes på den fortjeneste, man kunne opnå ved salget af de grønlandske pro- dukter i Danmark. Efter KGHs opfattelse sikrede stats- handelen desuden opretholdelsen af de mange og små, men nødvendige han- delssteder. Befolkningens afhængighed af den spredte forekomst af sæler med- førte, at bebyggelsesmønsteret bestod af små og spredte samfund langs kysten. Med koloniseringens indtrængen var de grønlandske småsamfund i stigende grad blevet afhængig af den forholdsvis lette produktionsafsætning og forsyning af europæiske varer ved udstederne. En sikring af handelsstederne blev derfor af KGH set som en garant for det grøn- landske samfunds eksistens under de givne klimatiske og produktionsmæs- sige betingelser. Trods KGHs ihærdige fastholdelse af sælfangsten og monopolbeskyttelsen blev der i den sidste halvdel af 1800- 227 [4] Ivigtut, 1898. © Arktisk Institut. tallet i ganske få. tilfælde åbnet for andre erhvervsaktiviteter og privat initiativ i Grønland. Forudsætningen var dog, at aktiviteterne ikke drev grønlænderne væk fra sælfangsten og umiddelbart kunne udnyttes af befolkningen samt, at de gav en økonomisk gevinst for den danske statskasse. Særlig minedrift var en af de aktiviteter, der opfyldte disse forudsætninger. Igennem en længere år- række blev der således brudt grafit ved Upernavik og i 1850'erne startede bryd- ningen af kryolit i Ivigtut. Et helt privat foretagende, Kryolitmine- og Handels- selskabet, stod bag brydningen og sva- rede en afgift til statskassen, der i det store hele hindrede statslige underskud på Grønland trods stigende KGH-un- derskud. For at undgå samkvem med 228 minearbejderne og udnyttelse af den grønlandske arbejdskraft var grønlæn- derne udelukket fra mineområderne. Med hensyn til en mere kommerciel udnyttelse af fiskeriet var KGHs mod- stand langt større. Grønlænderne drev i et vist omfang fiskeri som bierhverv med henblik på indsamling af vinter- forråd, men som salgsprodukt troede KGH omkring århundredskiftet stadig ikke på fisken. Et mere intensiveret fi- skeri ville for det første drive grønlæn- derne væk fra den livsnødvendige sæl- fangst, og rent markedsmæssigt så KGH erhvervsmulighederne truet af prisfald som følge af USAs efterhånden meget omfattende fiskerierhverv. Trods en pri- vat hjemsendelse af tørret og saltet helleflynder, laks og torsk afviste KGH [5] derfor længe at indhandle fisk. Da KGH-fiskeindhandlingen endelig blev frigivet i 1903, var det dog under forud- sætning af, at der kun indhandledes be- grænsede mængder. For at beskytte de grønlandske er- hvervsmuligheder blev navnlig ikke- grønlandsk udnyttelse af fiskeriet mødt med KGHs massive modstand. Allerede i årene mellem 1833 og 1841 forsøgte danskerne Dahlén og Kali sig med fiske- ri ved Napassok i Sydgrønland. Mellem 1846 og 1852 drev engelske og færøske kuttere fiskeri mellem Holsteinsborg og Sukkertoppen, og fra begyndelsen af 1880'erne til midten af 90'erne fiskede amerikanske trawlere helleflynder på strækningen Godthåb-Holsteinsborg. I alle tre tilfælde nægtede KGH dels oprettelse af de nødvendige oplagsplad- ser på land, dels optagelse af grønlæn- dere på skibene.1 Reformbevægelsen og Styrelsesloven af 1908 Mens KGHs position over en meget lang årrække således havde været næ- sten urørlig, betegner det første årti ef- ter århundredskiftet en væsentlig brud- flade i Danmarks Grønlandspolitik. Danske reformivrige i Danmark og Grønland kastede nu lys over de grøn- landske forhold og åbnede Folketingets, regeringens og erhvervslivets øjne for koloniernes problemer og muligheder. Resultatet blev en betydelig omstruktu- rering af den danske koloniadministra- tion i Grønland, der også førte til principielle afgørelser om monopolets fremtid og åbnede for nye erhvervsmu- ligheder. Den mere overordnede baggrund for den grønlandske reformbevægelse skal søges i modsætningen mellem det grøn- landske samfund og KGH på den ene side og på den anden side de reform- krav, der kom fra danske partier og or- ganisationer som følge af de samfunds- omvæltninger, Danmark havde under- gået i den sidste halvdel af det 19. århundrede. Kravet om demokratise- ring af det danske politiske system hav- de siden 1870'erne været ført frem af bondebevægelsens Venstre og senere af venstre-radikale kræfter og Socialdemo- kratiet. Med systemskiftet i 1901 var et af kravene (Folketingsparlamentarisme) blevet opfyldt. Dermed var der skabt grobund for de øvrige krav: lige og al- mindelig valgret til Landsting og kom- muner, og opmærksomheden blev yder- ligere skærpet overfor udemokratiske styreformer og ydmygende embeds- mandsvælde. Industrialiseringen gav desuden vind i sejlene hos dels liberalis- mens fortalere, dels arbejderbevægelsen, der med Socialdemokratiets stigende styrke i Rigsdagen og bykommunerne, pegede på det kapitalistiske samfunds udsugning og krævede større social vel- færd. Ud fra forskellige danske reformkrav kunne næsten alle sider af det grønland- ske samfund miskrediteres, men det var navnlig den politiske radikalismes idé- grundlag, der gennemsyrede synspunk- terne i den grønlandske reformbevægel- se. Hovedskurken i reformbevægelsens vurdering af det grønlandske samfunds administration var KGH. KGH-styret blev på mange punkter betragtet som en forlængelse af enevældens administra- tion og kolonipolitik, og set ud fra en 229 [6] demokratisk synsvinkel var grønlæn- dernes vilkår og indflydelse helt uaccep- tabel. Afgørende beslutninger om lan- dets forhold blev af KGH taget hen over hovedet på befolkningen og uden parlamentarisk kontrol fra det danske politiske system. Kritikken af KGH pe- gede på embedsmandsvælde, grønlæn- dernes umyndiggørelse og undertryk- kelse og gav talrige eksempler på danske kolonibestyreres magtmisbrug og nedla- dende optræden. Men også på det økonomiske område fandt reformbevægelsen KGH kritisa- bel. Grønlændernes levestandard var lav, og problemet blev set som et resul- tat af direkte udnyttelse og en forældet erhvervspolitik. KGH udnyttede den billige grønlandske arbejdskraft til den farefulde og krævende fangst, men »be- lønnede dem kun med kaffe og tobak« som reformbevægelsen ofte udtrykte det. Den stædige fastholdelse af sælfang- sten, som fulgte med KGHs indhand- lingspolitik, blokerede desuden for nye erhvervsmuligheder og dermed også for et nyt vækstgrundlag for den grønland- ske befolkning og KGHs økonomi. Som følge af verdensmarkedets prisfald på tran havde KGH siden 1880 haft bety- delige underskud, og her havde reform- bevægelsen yderligere et godt argument for omfattende ændringer i Grønlands- politikken. Ændringerne i Grønlandspolitikken burde i følge reformbevægelsen gå i to retninger: større grønlandsk selvstyre og adskillelse af handel og administra- tion, Forstanderskaberne skulle udstyres med flere beføjelser og udvikle sig til et reelt kommunalt selvstyre for den grøn- landske befolkning. De forskellige sam- fundsopgaver i Grønland (f.eks. skole og_ sundhedsvæsen) krævede efterhån- den en selvstændig administration, der ikke var bundet til økonomiske hensyn. Ved administrationens frigørelse fra handelen kunne KGH desuden drives efter mere forretningsmæssige princip- per. Dette ville i næste led fremkalde ra- dikale ændringer i erhvervspolitikken og give nye vækstbetingelser for det grønlandske samfund. Selv om den grønlandske reform- bevægelse skal ses i lyset af århundred- skiftets politiske radikalisme i Dan- mark, var den hverken en fast organise- ret interessegruppe eller direkte ud- sprunget af de eksisterende partier eller organisationer. Bevægelsen bestod for- trinsvis af en række danskere med kendskab til og erfaringer fra Grønland og tegnedes i særlig grad af en snæver kreds, hvoraf de mest fremtrædende var præsten C. W. Schultz-Lorentzen og for- fatteren Mylius Erichsen samt W. Thal- bitzer og Poul Vibæk. Allerede inden af- sendelsen af den litterære ekspedition havde Mylius Erichsen med en række artikler i Politiken i 1902 startet kritik- ken af KGH. Pressens opmærksomhed var dermed blevet rettet mod de grøn- landske forhold, og da det blev afsløret, at ansatte på Handelens Plads i Køben- havn havde stukket »tiloversblevne« va- rer til sig, politiseredes kritikken af KGH og kravet om ændringer i Grøn- landspolitikken for første gang i årene 1903-1904. C. Th. Zahle og andre senere radikale politikere rejste, sekunderet af Socialdemokratiet, sagen i Folketinget, og i Socialdemokraten og Politiken ab- 230 [7] Pastor C. W. Schulte-Lorentzen startede i 1903 røret mod KGH-administrationen i Grønland og stod centralt blandt reformbevægelsens ledere. Foto fra 1943. © Arktisk Institut. nedes spaltepladsen for angreb på KGH-styret. Sideløbende hermed var der også i Grønland skabt røre om KGHs magt- position. Som formand for forstander- skabet i Egedesminde var missionæren Schultz-Lorentzen allerede i 1899 kom- met i modsætning til KGH-direktoratet i en iøvrigt helt ubetydelig sag. Kon- flikten optrappedes yderligere, efter at Schultz-Lorentzen var blevet missionær i Godthåb og dermed også formand for forstanderskabet der. Efter nye kon- frontationer med KGH-direktoratet og inspektøren for Sydgrønland udarbejde- de Schultz-Lorentzen sammen med den stedlige læge Gustav Koppel en ny for- retningsorden for Godthåbs forstander- skab, der sigtede mod at skabe begyndel- sen til et kommunalt selvstyre i Grønland uafhængigt af KGHs admini- stration. Ved et møde i august 1904 i Frederikshåb mellem missionsfolk fra Sydgrønland fik Schultz-Lorentzen og Koppels synspunkter bred tilslutning, men på samme tid havde inspektøren ekskluderet Schultz-Lorentzen fra for- standerskabet i Godthåb. Som protest udsendte Schultz-Lorentzen sin ved- tagne forretningsorden fra Godthåb til samtlige forstanderskaber i Grønland i håb om, at de også ville indføre den. Dette mere direkte oprør mod KGHs autoritet fik dog ingen videre udbredel- se, men røret i Grønland havde sammen med den fortsatte politisering i Dan- mark medført, at reformbevægelsen i 1905 stod stærkere. Der var blevet taget kontakt til politiske kredse, og i Folke- tinget fremførte de radikales Zahle med bred politisk tilslutning reformbevægel- sens krav. Kritikken af KGH havde des- uden bredt sig med forøget styrke i pres- sen. I den situation var Venstre-regerin- gen tvunget til at inddrage reformbevæ- gelsens synspunkter, og Schultz-Lorent- zen og Mylius Erichsen placerede sig efterhånden centralt i kredsen af Inden- rigsministeriets Grønlandskyndige. Al- lerede ved udarbejdelsen af loven om kirke- og skolevæsenet i Grønland (fra 1905) havde Schultz-Lorentzen sat sit tydelige fingeraftryk og under høringen om et KGH-forslag til ændrede forstan- derskabsbestemmelser blev Schultz-Lo- rentzen og Mylius Erichsen igen inddra- get. Denne centrale politiske placering bevaredes stort set i 1906, hvor forbe- 231 [8] redeisen til en ny lov vedrørende om- lægninger i Grønlandsadministrationen gik ind i sin afsluttende fase. I denne fase fik også KGH-direktøren og navn- lig inspektøren for Nordgrønland, Jens Daugaard-Jensen, en nøgleposition. Daugaard-Jensen havde tidligere frem- sat et udkast til en ny styrelseslov, der i stor udstrækning inddrog reformbevæ- gelsens synspunkter, og på dette grund- lag udarbejdedes det lovforslag, der lå færdig ved årsskiftet 1906/1907. Da indenrigsminister Sigurd Berg på dette tidspunkt ikke havde hørt forstan- derskabernes reaktion, rejste han selv i sommeren 1907 til Grønland for at un- dersøge sagen. Lovforslaget blev derfor først forelagt Folketinget i februar 1908, men da det var grundigt forberedt og partierne ikke havde formuleret en egentlig Grønlandspolitik og i det store hele kunne tilslutte sig hovedideen i re- formbevægelsens krav, fik loven en let gang gennem Rigsdagen. Den endeligt vedtagne Styrelseslov af 1908 medførte først og fremmest æn- dringer i det politisk-administrative sy- stem i Grønland. I overensstemmelse med reformbevægelsens krav adskilles administrationen fra KGH og henlag- des til en ny central statsinstitution: Grønlands Styrelse. Grønlands Styrelse fik samtlige styringsområder under sig og i realiteten også KGH, idet der under Styrelsens direktør ansattes en handels- chef for KGH. I Grønland var den ad- ministrative ledelse udlagt til to inspek- tører, der også skulle føre tilsyn med handelen. Udbygningen af det kommu- nale selvstyre i Grønland blev tilgodeset ved oprettelsen af to landsråd (et i nord 232 og et i syd) og 62 kommuneråd, hvis kpmpetance udvidedes noget i forhold til_forstanderskabernes. Navnlig de to landsråd åbnede for en større grøn- landsk deltagelse i landets styrelse. Landsrådene havde høringsret i sager som regeringen forelagde og kunne selv fremsætte forslag til Indenrigsministe- riet. Endelig skulle landsrådene admini- strere landsdelenes kasser og den grøn- landske fællesfond, der fortrinsvis hav- de erhvervs- og socialpolitiske formål.2 Privatkapitalens initiativer Selv om styrelseslovene af 1908 og 1912 ikke anfægtede den statslige monopol- handel, havde danske kapital- og er- hvervsinteresser under den ophedede Grønlandsdebat og 1908-lovens forbe- redelse forsøgt at slå en kile ind i det gamle KGH-monopol og åbne Grøn- land for private investeringer. At er- hvervslivet tog disse initiativer, skal ses i lyset af den ekspansion, som kendeteg- nede dansk industri, handel og bank- væsen fra 1890 til 1914. I perioden voksede industriproduk- tionen med 7% p. a. og erhvervets andel af bruttofaktorindkomsten fra 5 til 11%. Industriarbejdsstyrken blev forøget med 60%, mens maskinens trækkraft tredob- ledes som følge af investeringer i krafti- gere dampmaskiner og de nye el- og forbrændingsmotorer. Industribølgen karakteriseredes desuden af en lang række nye brancher, kraftig industri- tilvækst i såvel København som provin- sen samt en industriproduktion, der i højere grad end tidligere rettede sig mod det landsdækkende marked og efterhån- [9] Det sydgrønlandske Landsråd i 1923. © Arktisk Institut. den også eksport. Aktieselskabsformen blev samtidig mere udbredt i industrien, men førte sammen med de store inve- steringer til en større koncentration af industrikapitalen. Mellem den, banker- ne og handelen var båndene blevet me- get stærke. Som følge af en kraftig eks- pansion blev handelen og bankvæsenet i stand til at finansiere størstedelen af pe- riodens industritilvækst. Et stort antal banker var vokset frem, og storbanker- ne Handelsbanken, Privatbanken og Landmandsbanken havde udbygget de- res filialnet og opsamlet meget betyde- lige kapitaler. Handelssektoren præge- des samtidig af en stigende specialise- ring, vækst i engroshandelen og dannel- sen af en række store handelsselskaber og rederier, hvoraf ØK, J. Lauritzen og Mærsk hurtigt skulle blive de største. Som følge af det stærke opsving søgte danske højfinanskredse omkring århun- dredskiftet også ekspansions- og profit- muligheder uden for landets grænser. Eksempelvis drev ØK med succes støt- tet af Landmandsbanken teaktræspro- duktion, gummiplantager og tinminer i Siam. I lighed med imperialismen i det øvrige Europa gjaldt det også om at finde råvare- og investeringsområder udenfor Europa. For dansk erhvervsliv faldt det derfor naturligt også at kaste blikket på de kolonier, Danmark stadig havde tilbage: De Vestindiske Øer, Færøerne, Island og Grønland. Dér lå der muligheder for nye investeringsini- 233 [10] dativer, hvis staten var villig til at be- holde øerne og her give kapitalen bedre vækstbetingelser og større frihed. Af frygt for og for direkte at forhin- dre, at den danske stat på et tidspunkt skulle afhænde kolonierne til f.eks. USA, oprettedes i 1902 interesseorgani- sationen »De danske Atlanterhavsøer«, Bag foreningen stod dels en gruppe in- tellektuelle, dels ØK-direktør H. N. An- dersen, Landmandsbankdirektøren Emil Gliickstadt, en lang række andre bankledere og betydelige repræsentanter fra dansk landbrug og industri. Selv om det nationalistiske ønske om en større fællesskabsfølelse mellem kolonierne og Danmark nok spillede en rolle, var det dog organisationens hovedmål at bane vejen for private erhvervsforetagender og økonomisk vækst på øerne. Til dette formål udgav man tidsskriftet »Atlan- ten« og afholdt et stort antal offentlige møder, hvor der blev informeret om ko- loniernes økonomiske situation og åbnet for debat om deres erhvervsmæs- sige muligheder. Hensigten var at påvir- ke den offentlige mening, men også at øve direkte politisk indflydelse i sagen. Her havde organisationen gode kort på hånden i kraft af de nære forbindelser, der var mellem den indflydelsesrige mellemkreds og centraladministratio- nen, regeringen og rigsdagspolitikerne. Selv om aktiviteterne i »De danske Atlanterhavsøer« særligt koncentrerede sig om de vestindiske øer, fik Grønland også en central placering i foreningens arbejde. Et betydeligt antal artikler i »Atlanten« beskæftigede sig således med Grønlands særegne økonomiske poten- tialer. I årene mellem 1904 og 1908 af- holdtes desuden en række store de- batmøder med deltagelse af erhvervs- folk, samtidens førende Grønlandskyn- dige, ministre, embedsmænd og rigs- dagspolitikere. I sin kritik af de grønlandske forhold beskæftigede den mere erhvervsoriente- rede del af organisationen sig i mindre grad med den politisk-administrative si- tuation, men mere med de økonomiske konsekvenser af KGH-styret. I modsæt- ning til reformbevægelsen så erhvervs- folkene i »De danske Atlanterhavsøer« ikke KGH som et instrument til udbyt- ning af den grønlandske befolkning, men snarere som en institution, der fuldstændig var i strid med moderne erhvervsøkonomiske principper og den herskende liberalisme. KGH var aldrig blevet drevet efter forretningsmæssige metoder og havde derfor ikke tænkt på eksportmuligheder eller udviklet Grøn- land til et produktivt led i statens bud- get. KGHs underskud blev således set som et resultat af en fejlslagen og foræl- det virksomhedspolitik, der med sin stædige fastholdelse af sælfangsten sam- tidig hindrede grønlænderne i at opdyr- ke nye erhvervsmuligheder. KGH hav- de selv tvunget grønlænderne væk fra den eskimoiske livsform og gjort dem afhængig af udstedsbutikken. Da sælfangsten var i tilbagegang, var det altså KGHs ansvar, at en stigende del af befolkningen ikke længere var er- hvervsaktiv og levede som »snyltere« som det ofte udtryktes i debatten. Værst var det dog, at KGH-monopo- let blokerede for anvendelsen af de utal- lige ressourcer Grønland rummede. Kun ved en ophævelse af monopolet og 234 [11] åbning for private kapitalinteresser kunne disse ressourcer udnyttes opti- malt. Af særlig interesse for dansk er- hvervsliv pegede »De danske Atlanter- havsøer« på eksportrettet fiskeri, mi- nedrift (kryolit, kobber, tin, bly) og anlæggelse og drift af fåreavlsstationer, rensdyrfarme og rævestutterier. Her kunne den grønlandske befolkning så inddrages først som arbejdskraft og si- den som små selvstændigt næringsdri- vende. Da der på en del punkter var et vist interessesammenfald mellem den grøn- landske reformbevægelse og »De danske Atlanterhavsøer« trådte de ledende kredse fra reformbevægelsen i 1903 ind i organisationen. Selv om denne forbin- delse givet medvirkede til, at Mylius Erichsen og Schultz-Lorentzen blev placeret centralt blandt Indenrigsmini- steriets Grønlandskyndige, var der dog langt fra enighed mellem medlemmerne i »De danske Atlanterhavsøer« med hensyn til den erhvervspolitik, der skul- le føres i Grønland. Mens erhvervsfol- kene i organisationen gik varmt ind for en hurtig åbning af det grønlandske samfund for private interesser, var mo- nopolbeskyttelse efter reformbevægel- sens opfattelse fortsat nødvendig i en længere årrække. KGH skulle ganske vist drives mere forretningsmæssigt og fremme nye erhvervsmuligheder, men den grønlandske samfundsøkonomi vil- le, som reformbevægelsen så det, i man- ge år være for sårbar til at klare sig selv uden statshandelens beskyttelse.3 Minedrift, hvalfangst og fiskeri Spørgsmålet om, hvorvidt regeringen i monopolsagen skulle følge erhvervsfol- kene i »De danske Atlanterhavsøer« el- ler fortsætte med den hidtidige mono- polbeskyttelse eventuelt under nye for- mer, aktualiseredes yderligere, da In- denrigsministeriet fra 1902 til 1905 modtog en række koncessionsansøgnin- ger om forskellige erhvervsaktiviteter på Grønland. KGH-monopolet måtte derfor endnu en gang underkastes en nærmere behandling, og spørgsmålet blev da også inddraget direkte i forbere- delsesarbejdet i forbindelse med Styrel- sesloven af 1908. Erhvervskredse i Dan- mark, men også på Færøerne og Island udnyttede åbenbart det politiske røre omkring Grønland og »De danske At- lanterhavsøer«s kraftige agitation for en liberalisering af Grønlandshandelen til en række konkrete initiativer. Det første udspil kom i 1902 fra grosserer J. Bernburg, der i Danmark i nært samarbejde med Landmandsban- ken og dennes førstedirektør, I. Gliick- stadt, havde slået et handelsselskab op på eksport af landbrugsvarer og import af russiske og oversøiske varer (bl. a. korn og oliefrø). Bernburg fik i første omgang Indenrigsministeriets tilladelse til at udsende en ekspedition for at un- dersøge mulighederne for minedrift i Grønland, men allerede i 1904 udvide- des tilladelsen til en egentlig koncession på brydning af kobber, bly, grafit, asbest og glimmer. 11905 startede brydningen af kobber og grafit, der i 1908 blev over- draget til Grønlands Minedrifts Aktie- selskab, som fortsatte frem til begyndel- sen af 30'erne. Selv om den danske stat med Bernburgkoncessionen havde åb- net for endnu en privat virksomhed ved 235 [12] siden af kryolitminen i Ivigtut, var rege- ringen med dette skridt ikke kommet i strid med KGH-monopolet og den hid- til fulgte praksis i den grønlandske er- hvervspolitik. Minedrift havde som tid- ligere nævnt altid været betragtet som en af de erhvervskilder, grønlænderne ikke kunne udnytte, og de betingelser, der stilledes i Bernburgkoncessionen, lå da også helt på linie med kryolitminens. Grønlandsk arbejdskraft måtte således ikke benyttes ved minedriften, og der skulle ydes en statsafgift på 10% af sel- skabets nettooverskud. Umiddelbart kunne den næste kon- cessioiissag heller ikke give regeringen og Indenrigsministeriet de store proble- mer. KGH havde i 1902-03 udsendt kaptajn Daniel Bruun til Holsteinsborg- distriktet for at undersøge muligheder- ne for hvalfangst. På grund af de falden- de priser på sæltran og dermed stigende driftsunderskud, var KGH med henblik på nye indtægtskilder meget interesseret i at genoptage den hvalfangst, der i 1700-tallet var drevet med succes langs de grønlandske kyster. I forbindelse med sine undersøgelser havde Daniel Bruun fået kontakt til Islands førende hvalfanger Hans Ellefsen, der også viste interesse for grønlandsk hvalfangst. Dette interessefællesskab medførte, at KGH og Ellefsen i 1903-04 fik for- handlet sig frem til et kontraktudkast, hvorefter de to parter med lige store indskud skulle danne et interessentskab med en startkapital på en halv mio. kr. Ellefsen skulle have hele den forret- ningsmæssige ledelse og interessentska- bet udrustes med eneret på grønlandsk hvalfangst. Ved Sydbay i Holsteinsborg- distriktet var det planen at anlægge en hvalfangerstation, der industrielt kunne forarbejde den indkomne hvalfangst til olie, guano, kraftfoder, benmel og hen- koge spækket. Bygningerne og produk- tionsapparatet hertil skulle overføres fra Ellefsens nedlagte hvalfangerstation ved Ønundarfjord på Island. Herudover skulle selskabet råde over et antal mo- tordrevne fangstbåde og et trandamp- skib, der kunne transportere de færdige produkter til Danmark og forsyne hval- fangerstationen med de nødvendige eu- ropæiske forbrugsvarer. Da intensiv hvalfangst ikke betragte- des som erhvervsmulighed for den grønlandske befolkning, og det på for- hånd i kontraktudkastet var aftalt, at KGH-monopolet skulle opretholdes og grønlandsk arbejdskraft ikke måtte be- nyttes ved interessentskabet hvalfangst og anlæg på land, var dette joint-ven ture projekt på mange punkter ideelt for KGH. Staten kom til at deltage direkte i et kommercielt erhvervsforetagende sammen med private kapitalinteresser og sikrede sig indflydelse på driften og del i indtægterne samtidig med, at det forretningsmæssige ansvar lå i hænder- ne på en kompetent ledelse, som havde økonomiske interesser i foretagendet. I modsætning til en aktieselskabskon- struktion kunne interessentskabsfor- men med sine særlige klausuler desuden forhindre, at kapitalen kom på fremme- de hænder. Da Indenrigsministeren frygtede, at staten ville lide tab, afvistes projektet imidlertid herfra, men da KGH senere^ønskede sagen genoptaget, blev revurderingen kædet sammen med ministeriets behandling af fire nye kon- 236 [13] Ellefsens hvalfangerstation ved Ønundarfjord, Island ca. år 1900. Efter planen skulle det meste af anlæget flyttes til KGH's og Ellefsen's fælles hvalfangerstation i Grønland. Foto: Rigsarkivet. cessionsansøgninger, der indkom i 1905. Mens Bernburgkoncessionen og in- teressentskabet således ikke rummede de store principielle problemer og fik enty- dig støtte fra KGH, forholdt det sig helt anderledes med de fire ansøgninger fra 1905. Blev de imødekommet, ville der på flere områder ske et gennemgribende brud på KGH-monopolet og den hidti- dige erhvervspolitik i Grønland. Tre af ansøgningerne drejede sig udelukken- de om eksportrettet fiskeri. Det ene an- dragende korn fra den danske kaptajn W. Christmas Dirckick-Holmfeldt, der med et aktieselskab med betydelig uden- landsk kapital ville drive dybhavsfisken i fjorde og elve på Grønlands vestkyst. Fiskeriet skulle foregå med færøsk ar- bejdskraft fra selskabets både, men også grønlændernes egen fiskefangst skulle kunne opkøbes. I Godthåb og Hol- steinsborgdistriktet var det planen at anlægge to faste stationer med fabriks- anlæg. Ved hjælp af grønlandsk arbejds- kraft skulle fiskene her behandles og senere henkoges til fiskeboller og fiske- fars. De to øvrige ansøgninger kom via det københavnske A. T. Møller og Co. fra islandske og færøske smakkeejere. Også her planlagde man dybhavsfisken fra egne både, opkøb af befolkningens 237 [14] fiskeriprodukter og anlæggelse af faste stationer på land med anvendelse af grønlandsk arbejdskraft. Traditionen tro lod Indenrigsministe- riet de tre ansøgninger om erhvervs- fiskeri komme til udtalelse i KGH-di- rektoratet. Herfra var indstillingen dog meget afvisende. De tre projekter ville i sig selv nok ikke få de helt store konse- kvenser, men blev der først åbnet for flere lignende projekter kunne det føre til alvorlige omvæltninger i den grøn- landske samfundsøkonomi. Opkøb af grønlændernes fiskefangst oj;jinvendel^ sen af deres arbejdskraft ved stationerne på land ville føre befolkningen væk fra sælfangsten og gøre den yderligere af- hængig af europæiske forbrugsvarer. Da KGH af hensyn til monopolet ikke øn- skede rene privatøkonomiske interesser ind i grønlandske erhverv og på længere sigt så en mulighed for, at grønlænderne selv kunne udnytte fiskeriet mere inten- sivt, havde man her endnu et argument mod de tre fiskeriprojekter.4 Grønlandskonsortiet Den fjerde koncessionsansøgning rege- ringen modtog i 1905 kom fra et såkaldt Grønlandskonsortium. Bag konsortiet stod en række medlemmer fra »De dan- ske Atlanterhavsøer«: dels en gruppe mere eller mindre kendte intellektuelle, dels førende erhvervsfolk. Blandt er- hvervsfolkene var Emil Gliickstadt, K. Mikkelsen Vendsyssel og P. O. A. Ander- sen nok de betydeligste. Emil Gliick- stadt var i 1904 blevet underdirektør i Danmarks største bank, Landmands- banken og stræbte efter at give banken et internationalt præg, bl. a. gennem fi- 238 nansiering af oversøiske erhvervsaktivi- teter. På fiskeriområdet havde fiskeri- eksportør K. Mikkelsen Vendsyssel alle- rede kastet sig ud i sådanne projekter og var med opbygningen af„,sine virksom- heder »Vendsyssel Centralkompagni« og »Vendsyssel Packing Company« ved at komme ind i fiskehandel af internatio- nalt format. Mikkelsen Vendsyssel var startet med hummereksport til Tysk- land og specialiserede sig navnlig i fangst, indkøb, saltning, frysning og salg af laks. Til dette formål var der oprettet laksefangerstationer i Nordamerika og lakserøgerier i Tyskland. Konsortiets tredje hovedperson, statsgældsdirektør P. O. A. Andersen var ganske vist stats- embedsmand, men havde nære forbin- delser til erhvervslivet. Han var således tilknyttet Handelsbanken, flere interna- tionale banker og en lang række danske virksomheder. Selv om Grønlandskonsortiet hvilede på et direkte samarbejde mellem dansk bankkapital og et af landets største fir- fjmef indenfor fiskehandel, synes også andre dele af højfinansen i Danmark interesseret i konsortiets projekter. I en direkte henvendelse til indenrigsmini- ster Sigurd Berg gav man herfra Grønlandskonsortiet den varmeste an- befaling og lovede finansiel støtte, så- fremt koncessionsansøgmngen blev imødekommet. Bag henvendelsen stod ØKs direktør H. N. Andersen og en kreds med meget tæt tilknytning til kompagniet. TCredsen talte dels førstedi- rektørerne for henholdsvis Privatban- ken og Landmandsbanken A. Heide og I. Gluckstadt, der begge var medstiftere af ØK og havde interesser i flere af lan- [15] dets største virksomheder, dels vicead- miral de Richelieu, som havde nære personlige relationer til H. N. Andersen og sad som bestyrelsesmedlem i Land- mandsbanken og andre store aktiesel- skaber. Grundstammen i Grønlandskonsor- tiets erhvervsaktiviteter skulle hvile på fiskeri og ville medføre meget betydeli- ge investeringer. Til forarbejdning og konservering skulle der langs hele vest- kysten og inde i fjordene anlægges et stort antal depoter og fiskeristationer med fabriksanlæg, hvor fiskefangsten kunne behandles og senere røges, tørres, saltes eller nedfryses. Fiskeriprodukter- ne skulle enten opkøbes af grønlænder- ne eller erhverves ved fiskeri fra konsor- tiets egne motorbåde, sejlkuttere eller trawlere, som skulle udgå fra stationer- ne på land og operere i såvel fjorde som på åbent vand ud for kysterne. Både ved fiskeriet og behandlingen på land var det planen at anvende grønlandsk ar- bejdskraft under ledelse af færøske og vestjyske funktionærer. Med henblik på videresendelse af den forarbejdede pro- duktion og forsyning af fiskeristationer- ne havde Grønlandskonsortiet desuden projekteret to Atlantgående frysedamp- skibe og ville i første omgang chartre yderligere skibe, hvis det skulle blive nødvendigt. Navnlig laks, hellefisk, torsk og helle- flynder havde konsortiets interesse. Ikke alene på de europæiske men også de amerikanske markeder ville der være gode afsætningsforhold. Som følge af betydelig økonomisk vækst i Rusland og det øvrige Østeuropa i årene omkring århundredskiftet så konsortiet ligeledes markedsmæssige muligheder her og fo- restillede sig, at København kunne ud- vikle sig til stabelplads for fiskeripro- dukter til Østersøhavnene. Men også andre grønlandske produkter ville kun- ne finde afsætning på de nævnte marke- der. Grønlandskonsortiet ønskede der- for samtidig at gå ind i hvalfangst og drift af industrialiserede hvalfangersta- tioner på hele Grønlands vestkyst. I Sydgrønland skulle der desuden oprettes fåreavlsstationer drevet af grønlændere, men ejet af konsortiet. Uld, fåreskind og saltet eller frosset fårekød blev anset for væsentlige eksportartikler. Endelig planlagde konsortiet anlæggelse af ed- derfuglekolonier, rensdyrhold og ræve- stutterier med henblik på udførsel af kød, skind og edderdun. Grønlandsk ar- bejdskraft skulle her anvendes til fugle- fangsten og vogtning og drift af rensdyr- flokkene og stutterierne. Overfor den danske offentlighed og regeringen argumenterede Grønlands- konsortiet for den stigende økonomiske vækst og de nye erhvervs- og indkomst- muligheder, der i Grønland ville følge med de forskellige erhvervsforetagen- der. I realiteten var konsortiet dog styret af rene profithensyn og ønskede at få de samme rettigheder, investeringsmulig- heder og friheder i Grønland, som eu- ropæiske kapitaler havde opnået i kolo- nierne på den sydlige halvkugle i forbin- delse med imperialismens gennembrud efter 1850. Konsortiet sigtede således ikke alene på en bred og intens udnyttel- se af Grønlands naturressourcer og be- folkning, men også på en fuldstændig kontrol over råvarernes tilvejebringelse, forarbejdning, transport og videre salg. 239 [16] Ejendomsretten til fangstfartøjer, trans- portskibe og produktionsanlæg på land og dispositionsretten over landets res- sourcet skulle helt og holdent tilhøre konsortiet, mens den grønlandske be- folkning skulle underordnes som lønar- bejdere og underleverandører. Denne underordning ville samtidig blive yder- ligere cementeret af den betalings- og aflønningsform konsortiet planlagde at praktisere overfor grønlænderne. Kun halvdelen af den indtjente løn eller værdi af de solgte fiskeriprodukter skul- le udbetales direkte. Den resterende del skulle indsættes på dels en fond, der kunne udbetale sygedagpenge, alder- domsunderstøttelse og ulykkesforsik- ring, og dels en sparekasse, hvorfra grønlænderne kunne låne til husbyg- ning, moderne fangstredskaber og er- statning for sygdom, misfangst og an^ den form for social nød. I lighed med de tre øvrige ansøgnin- ger fra 1905 kom Grønlandskonsortiets koncessionsandragende til høring i KGH-direktoratet, inden Indenrigsmi- nisteriet gik videre i sagen. Selv om KGH afviste Grønlandskonsortiet ud fra nogenlunde de samme argumenter, var modstanden dog langt voldsomme- re. Konsortiets projekter ville ikke alene føre til en massiv udnyttelse af Grøn- lands erhvervsmuligheder, men kunne få den konsekvens at landet pludselig forvandledes til et lønmodtagersam- fund, der ville blive gjort til genstand for en hensynsløs udnyttelse af den billi- ge arbejdskraft. Mange af de selvstændi- ge fangere ville desuden gå bort fra sælfangsten og forsøge sig som underle- verandører til konsortiet. Hermed var der efter KGHs opfattelse en stor risiko for, at grønlænderne solgte en stadig sti- gende del af de varer, de selv skulle leve afj men værre var det, at de på længere sigt ikke kunne klare sig i konkurrencen med konsortiets moderne og effektive drifts- og fangstmetoder. Endelig vend- te KGH sig mod den betalings- og aflønningsform og de fonde, konsortiet havde planlagt. Efter direktoratets op- fattelse var der tale om privat beskat- ning og en meningsløs privatisering af det offentliges socialvæsen, der ikke måtte gøres til genstand for forsikrings- principper og opsparingsordninger. For KGH var stillingen altså helt klar. Grønlandskonsortiets foretagen- der og lignende projekter ville ikke ale- ne føre til betydelige omvæltninger i Grønland, men rummede en direkte trussel mod det^ bestående samfunds grundlag. Det patriarkalske og social- konservative beskyttelseselement i stats- monopolet var således stadig et helt ukrænkeligt princip i KGH-ledelsen. Blev der først givet efter og som KGHs direktør udtrykte det, »skulde Grønland blive en fri Tumleplads for danske og fremmede Fiskere eller entreprenante Forretningsfolk, • ville den barnlige grønlandske Befolkning gaa til Grun- de«.5 Det ukrænkelige monopol Trods KGHs ihærdige modstand mod de tre eksportfiskeriprojekter og Grøn- landskonsortiet var Indenrigsministe- riet i modsætning til tidligere kommet i tvivl om det politisk forsvarlige i KGHs vurderinger. Det samtidige røre om- kring Grønlandspolitikken havde i den 240 [17] Jens Daugaard-Jensen på sit kontor i Grønlands Styrelse 1915. Daugaard-Jensen (1871-1938) blev en af hoved- aktørerne bag Styrelsesloven af 1908 og var fra 1912-38 direktør for Grønlands Styrelse. Han startede i Grønlandstjenesten i 1893, blev fuldmægtig i 1898 og i år 1900 inspektør for Nordgrønland. © Arktisk Institut. grad sat spørgsmålstegn ved KGHs au- toritet, og da toppen af den danske kapi- talverden nu via »De danske Atlanter- havsøer« og et konkret projekt lagde sig i selen for en åbning af Grønland, var den unge og mere erhvervsvenlige og li- beralt orienterede Venstre-regering ikke umiddelbart interesseret i at følge KGHs indstillinger. For også i dette spørgsmål at tage pej- ling af de nye grønlandspolitiske strøm- ninger valgte regeringen derfor at fo- relægge de fire ansøgninger for reform- bevægelsens hovedperson, Schultz-Lo- rentzen og Daugaard-Jensen, der som ledende KGH-enibedsmand havde gjort sig til talsmand for en omlægning af Grønlandsadministrationen, der lå på linje med reformbevægelsens synspunk- ter. De to personligheder, der som tidli- gere nævnt kom til at stå helt centralt ved den senere konkrete udformning af Styrelsesloven af 1908, blev af inden- rigsminister Sigurd Berg ikke alene bedt om at vurdere de fire erhvervsforeta- gender. Spørgsmålet om statsmonopolet burde opretholdes og om staten even- tuelt selv skulle gå ind i en udvikling af de nye erhvervsmuligheder, som kon- cessionsansøgningerne pegede i retning af, var tydeligvis blevet så påtrængende for regeringen, at den også ønskede Schulte-Lorentzen og Daugaard-Jensens principielle stilling hertil. 241 [18] I den fællesudtalelse og de to del- betænkninger, der kom fra Schultz- Lorentzen og Daugaard-Jensen, lå syns- punkterne imidlertid på linje med KGHslfor så vidt angår de fire erhvervs- projekter og monopolets opretholdelse. Helt i tråd med KGHs vurdering betrag- tede de to herrer projekterne som rene profitforetagender, der kun stræbte efter udnyttelse af Grønlands erhvervsmulig- heder og naturressourcer. Blev ansøg- ningerne imødekommet og Grønland åbnet for private kapitalinteresser, var muligheden for, at grønlænderne selv udnyttede de nye erhvervskilder bloke- ret, og landet ville samtidig blive drænet for betydelige indkomster, som kun vil- le være et gode for i forvejen velkonsoli- derede firmaer udenfor Grønland. Også udbytningen af den grønlandske ar- bejdskraft havde Daugaard-Jensen og Schultz-Lorentzen øje for, og som KGH-mand pegede Daugaard-Jensen også på det traditionelle standpunkt med hensyn til risikoen for, at grønlæn- derne blev trukket væk fra sælfangsten. I lighed med KGH fandt Daugaard- Jensen og Schultz-Lorentzen navnlig en åbning for Grønlandskonsortiet og fo- retagender af samme karakter for helt forkasteligt. Med så vidtrækkende per- spektiver som der lå i Grønlandskon- sortiets projekter, ville monopolet blive helt overflødigt og konsortiet få status af »en stat i staten«. Kombineret med konsortiets aflønnings- og betalings- form var det, som Schultz-Lorentzen udtrykte det, »i Grunden ikke bedre end Slaveri«. Ud fra de nævnte standpunkter kun- ne Schultz-Lorentzen og Daugaard-Jen- sen naturligt nok kun gå ind for, at KGH-monopolet blev opretholdt. Efter deres opfattelse var landets rigdomme folkets ejendom, og da grønlænderne på produktionssiden aldrig ville kunne kla- re sig i konkurrencen med fremmed tek- nologi og kapital, var det statsmonopo- lets fornemmeste opgave at holde pri- vatøkonomiske interesser væk og un- derstøtte befolkningens erhvervsmæssi- ge udnyttelse af de naturgivne potentia- ler enten til egen næring eller til eks- port. Men også med hensyn til Grøn- lands vareforsyning så Daugaard-Jensen og Schultz-Lorentzen, ligesom KGH, monopolet for helt fundamentalt. Grønlændernes afhængighed af visse europæiske nødvendighedsvarer måtte ikke blive til et profitabelt afsætnings- marked for privat handel med stigende priser og nedlæggelse af urentable udste- der til følge. Med det utvetydige sammenfald mel- lem KGHs og reformbevægelsens syns- punkter valgte regeringen dels at afvise de fire koncessionsansøgninger og hval- fangerinteressentskabet og dels at opret- holde statsmonopolet. Beskyttelsesprin- cippet i den danske Grønlandspolitik, der satte befolkningens velfærd højere end landets økonomiske udbytte, stad- fæstedes således endnu en gang, og i kommissoriet til det udvalg, der i 1906 nedsattes for at undersøge KGHs for- hold, blev det igen uigenkaldeligt fast- slået, at »Monopolhandelen i Kolonier- ne paa Grønland drives for Statens Regning«. Trods den klare politiske tilkende- givelse fra regeringens side forsøgte Grønlandskonsortiet forgæves flere 242 [19] Fiskerbåde vender hjem til Sukkertoppen 1925. De mindre både trækkes af en større motorbåd. Mellem- krigstiden satte skub i udnyttelsen af de nye erhvervsmuligheder i Grønland. © Arktisk Institut. gange i 1906 og 1907 at få sagen genop- taget. Rigsdagsbehandlingen i foråret 1908 af Styrelsesloven, der også fastslog monopolprincippet, viste dog, at rege- ringen havde fuld opbakning bag sin politik, idet et bredt flertal bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og størstedelen af Venstre og Højre slut- tede op om KGH-monopolet. Siden kom der ikke flere initiativer fra Grøn- landskonsortiets side. Om det så skyld- tes den helt klare manifestation fra samtlige politiske aktører bag omlæg- ningen af Grønlandspolitikken, eller konsortiets magtfulde personkreds trods alt havde så store betænkeligheder ved foretagendets økonomiske bæreevne, at den ikke lagde yderligere pres på stats- apparatet, kan ikke afgøres på det fore- liggende kildemateriale.6 Udviklingsperspektiver indenfor monopolets rammer Trods den brede tilslutning til oprethol- delsen af KGH-monopolet var der langt fra enighed blandt aktørerne bag Grøn- landspolitikken om den økonomiske politik, der i de kommende årtier skulle føres indenfor monopolets rammer. Spørgsmålet berørtes som nævnt i for- bindelse med de fire koncessionsansøg- ninger, men blev også inddraget i den samtidige Grønlandsdebat og i regerin- gens forberedelse til og Rigsdagens be- handling af Styrelsesloven af 1908. Navnlig med hensyn til det erhvervs- og produktionsgrundlag, Grønland skulle hvile på i fremtiden, var holdnin- gerne meget delte. I forbindelse med de fire koncessionsansøgninger fremsatte Schultz-Lorentzen i sin delbetænkning igen reformbevægelsens synspunkter og pegede på, at tiden var løbet fra sælfang- sten som Grønlands hovederhverv. Fangsten var i tilbagegang, og kun en sjettedel af befolkningen ernærede sig som fangere. Da kun en femtedel af dis- se årligt fangede over 50 sæler, hvilket blev anset for nødvendigt for en nor- malfamilies eksistens, kunne langt de fleste ikke klare sig og måtte fra tid til 243 [20] anden leve af offentlige midler trods supplerende fiskeri. For at skabe vækst og nye indkomstmuligheder i Grønland var det derfor efter reformbevægelsens opfattelse tvingende nødvendigt, at statshandelen udviklede nye erhverv på grundlag af landets naturressourcer. Blev KGH frigjort for landets admini- stration og ledet mere forretningsmæs- sigt, ville den udvikling automatisk komme igen. For at skaffe sig nye indtægter ville KGH være tvunget til at udvide indhandlingen af de fleste grønlandske produkter og give lån og tilskud til motorbåde, fiskehuse, redska- ber og avlsbygninger. Det socialliberale mål var klart. Grønland skulle under statens beskyttelse udvikle sig til et sam- fund bestående af selvstændigt nærings- drivende indenfor fiskeri og fåreavl i Sydgrønland. Når samfundsøkonomien med tiden var blevet selvbærende og mere eksportrettet, kunne monopolet så gradvist ophæves og grønlænderne overtage mere og mere af landets styre. Selv om KGHs ledelse og dermed også Daugaard-Jensen godt kunne gå ind for en langsom åbning for fiskeri og fåreavl, var en konsekvent gennemfø- relse af reformbevægelsens erhvervspo- litiske ønsker helt uacceptabel. Ud fra de traditionelle synspunkter argumen- terede KGH for, at sælfangsten var ner- ven i den grønlandske økonomi. Er- hvervet var ikke i tilbagegang, og pro- dukterne, der kunne udvindes af sælen, havde fortsat gode afsætningsmulighe- der på verdensmarkedet. Fattigdoms- problemet i Grønland skyldtes ikke sæl- fangsten, men kun grønlændernes egen uforstandighed, idet de solgte for meget af deres fangst og ikke indsamlede nok vinterforråd. Kom det grønlandske er- hvervsgrundlag i højere grad til at bygge på fiskeri, ville de sociale forhold imid- lertid blive stærkt forværret. Befolknin- gen ville blive mere afhængig af euro- pæiske forbrugsvarer, som ville føre til fysisk svækkelse og større sårbarhed overfor sygdomme som spedalskhed og tb. Skulle fiskeriet drives rentabelt, ville det efter KGHs opfattelse desuden være nødvendigt at koncentrere befolknin- gen til de større byer og dermed nedbry- de det gamle grønlandske bebyggelses- mønster. Endelig tvivlede KGH på, om der i det hele taget kunne fiskes nok til befolkningens ernæring og videre salg. Lige på nær særstandpunkter fra en- kelte rigsdagsmedlemmer stod KGH alene med sine erhvervspolitiske hold- ninger for så vidt angår den grønland- ske befolkning. Et stort flertal i Rigsda- gen tilsluttede sig synspunkter, der lå på linje med reformbevægelsens, og i for- bindelse med Styrelseslovens behand- ling opfordrede det nedsatte Folketings- udvalg kraftigt regeringen til at støtte udviklingen af nye grønlandske erhverv indenfor fiskeri og fåreavl. Også fra det tidligere nævnte udvalg, Indenrigsmini- steriet nedsatte i 1906 med henblik på en undersøgelse af KGHs forhold, fik re- formbevægelsens synspunkter støtte og på flere punkter gik de erhvervsfolk, der sad i udvalget, videre. I forlængelse af en massiv kritik af KGHs drift, hvor det påvistes at KGH betalte 10% for meget for de opgående varer og havde alt for høje fragtomkostninger, anbefalede er- hvervsfolkene anvendelse af privat mæglerassistance for yderligere at gøre 244 [21] KGH's henkogningsfabrik i Holsteinsborg i 1930'erne. Erhvervsomlægningerne førte til en helt ny type faste anlæg i Grønland. © Arktisk Institut. KGHs drift rationel og forretningsmæs- sig. Endelig fandt udvalgets erhvervs- folk det fornuftigt at samle befolknin- gen i de større byer på Vestkysten. Herfra kunne fiskeri, hvalfangst og for- syningen af de tiloversblevne bebyggel- ser på Vestkysten udgå. Forbindelsen til Danmark skulle sikres gennem indsæt- telse af store moderne dampskibe. Selv om de nævnte synspunkter fra udvalgets erhvervsfolk ikke fik større betydning i den samtidige Grønlands- debat og kun støttedes af få borgerlige Rigsdagspolitikere, havde udvalget også peget på en mere intensiv udnyttelse af Grønlands mineraler. Netop på dette punkt var der større holdningsmæssigt fodslag mellem Grønlandspolitikkens forskellige politiske aktører. Såvel re- formbevægelsen som KGH og et stort Rigsdagsflertal betragtede minedrift og moderne hvalfangst som erhverv, grøn- lænderne ikke selv kunne udnytte. En mere omfattende kapitalistisk udnyttel- se på disse områder kunne man derfor godt tillade. At man her anvendte grønlandsk arbejdskraft, og grønlæn- derne fik mulighed for at afsætte fiskeri- podukter til minesamfundene og hval- fangerstationerne, havde reformbevæ- gelsen heller ingen betænkeligheder ved. Det ville kun forøge Grønlands be- skæftigelse og indkomstmuligheder. Så vidt kunne KGH dog ikke gå af hensyn til den traditionelle frygt for at drage be- folkningen væk fra sælfangsten. Mi- 245 [22] neomrtderne og hvalfangerstationerne måtte efter KGHs opfattelse stadig være isolerede zoner, hvor kun fremmed ar- bejdskraft anvendtes, og grønlænderne ikke havde adgang. Den større interesse for en kraftigere udnyttelse af Grønlands mineralrig- domme hang nøje sammen med syns- punkterne omkring de principper, der skulle være grundlæggende for statens drift af hele det grønlandske samfund. Selv om der ved Rigsdagsbehandlingen af Styrelsesloven var bred tilslutning til, at eventuelle overskud skulle komme Grønland til gode, var der både i KGH, reformbevægelsen og et flertal i Rigsda- gen enighed om, at landet helst ikke skulle blive en belastning for statskas- sen. Kunne staten via flere afgifter fra privat minedrift og hvalfangst få dækket sine stigende udgifter til en udbygning af Grønlands skolesystem, administra- tion og sundhedsvæsen, var begge mål i og for sig opfyldt på en gang. At private selskaber så strøg den resterende del af fortjenesten betragtede en række borger- lige Rigsdagspolitikere som helt rime- ligt. Kun Socialdemokratiet udtrykte i dette spørgsmål en række videregående særstandpunkter og betonede, at staten selv gik ind i minedrift og hvalfangst og ikke overlod disse områder til privat spekulation. For partiet var det ikke nok, at Grønland økonomisk hvilede i sig selv. Grønlandske produkter blev udvundet af landets naturrigdomme og var et resultat af grønlandsk arbejdsind- sats og følgelig folkets ejendom. Staten skulle derfor dels sikre, at alle former for overskud ved landets drift gik tilba- 246 ge til befolkningen og dels aktivt anven- de midlerne til en udbygning af det grønlandske samfund. Denne udvikling kunne sikres ved statsstøtte til grønland- ske erhverv og forbedringer i boligstan- darden, udbygning af uddannelsessyste- met og lægevæsenet samt prisregule- ringsfonde, der kunne garantere de grønlandske næringsdrivende stabile mindstepriser i perioder med særligt lave verdensmarkedspriser. For Socialdemokratiet var det ligele- des afgørende, at staten sørgede for, at befolkningen fik størst mulig udbytte af sin produktion. FJter partiets opfattelse var KGHs hidtidige prispolitik udtryk for ren udbytning af det grønlandske samfund. Som eksempel anførtes, at KGH i perioden 1901-1905 havde op- nået en avance på nær 300% ved salget af de grønlandske produkter i Køben- havn, og det på trods af, at varerne var blevet solgt til alt for lave priser. Ud fra den socialdemokratiske synsvinkel skul- le KGH varetage grønlændernes forret- ningsmæssige interesser mere end de statsfinansielle hensyn. Partiet foreslog derfor i forbindelse med Styrelseslovens Folketingsbehandling, at indhandlings- priserne i Grønland blev sat så meget op, at de kom til at svare til de højst mu- lige salgspriser i København dog fra- trukket omkostninger til fragt, pakning m.v. Omvendt ville udhandlingspriser- ne på nogle europæiske forbrugsvarer nok stige, men prisen skulle svare til den lavest mulige indkøbspris i Dan- mark plus diverse omkostninger. Også fra erhvervsfolkene i det nedsat- te udvalg med henblik på KGHs for- hold blev de kve ud- og indhandlings- [23] priser angrebet, men synsvinklen var dog herfra helt kommerciel. Prispolitik- ken svækkede grønlændernes opspa- rings- og produktionslyst og medførte tab for KGH, som dermed blev en be- lastning for statskassen. Efter erhvervs- folkenes opfattelse burde Grønland dri- ves som en ren forretning, hvor statens udgifter til landets administration blev dækket af overskuddene fra handlen og minedriften. Staten måtte på intet tids- punkt give tilskud til driften og skulle have rente af den kapital, der var inve- steret i KGH. Skulle »forretningen Grønland« løbe rundt, måtte der ske en markedstilpasning af priserne i Grøn- land, hvorved priserne afspejlede varer- nes reelle værdi og omkostningerne ved handelen. Med en sådan markedstilpas- ning ville priserne i ind- og udhandelen stige, men på længere sigt ville Grønland blive modent til en fri pris- dannelse og dermed til en ophævelse af monopolet. Ud fra KGHs synsvinkel var de fo- reslåede omlægninger i prispolitikken helt utålelige og ville undergrave grund- laget for sælfangsten som hoved- erhverv. På den ene side ville de høje indhandlingspriser medføre, at grøn- lænderne solgte for meget af den livsnødvendige produktion og på den anden side ville stigningen i udhand- lingspriserne yderligere forværre leve- vilkårene i landet. Selvom der i forbin- delse med Rigsdagsbehandlingen af Sty- relsesloven ikke blev udstukket rammer for den fremtidige prispolitik, var der dog stor sympati for de socialdemokra- tiske synspunkter, og det nedsatte Fol- ketingsudvalg opfordrede da også KGH til at maximere grønlændernes udbytte af deres egen produktion.7 Monopolet og mellemkrigstiden Selv om Grønlandsdebatten og navnlig forsøget på at gennembryde KGH-mo- nopolet samt hele optakten til Styrel- sesloven af 1908 ikke gav et entydigt bil- lede af, i hvilken retning Grønlands erhvervsudvikling skulle bevæge sig i fremtiden, havde regeringerne dog på denne baggrund en række centrale ken- demærker, der kunne tages pejling efter. Det socialpolitiske beskyttelseselement i monopolet var blevet styrket, og på nær KGH pegede de øvrige aktører bag Grønlandspolitikken på en markant erhvervsomlægning. Konklusionen måtte vel være, at væksten og velfærden i det grønlandske samfund skulle stimu- leres gennem en statslig beskyttet udvik- ling af nye erhvervsgrene primært in- denfor fiskeri. Ser man på den grønlandske er- hvervsudvikling i mellemkrigstiden er det givet, at omlægningerne i Grøn- landspolitikken før 1. verdenskrig også på det økonomisk-politiske område fik gennemgribende betydning. Grønlands styrelse og landsrådene ydede således lån til redskaber, træ- og motorbåde samt fårestalde og på land etablerede staten mellem 1916 og 1939 ikke mindre end 125 fiskehuse til behandling af den indkomne fisk. Målt ud fra såvel befolk- ningens erhvervssammensætning (tab. 1) som værdien af de indhandlede grønlandske produkter (fig. 1) er det ty- deligt, at fiskeriet fortrængte sælfang- stens position som Grønlands hoved- erhverv. I Julianehåbdistriktet kom der 247 [24] Tabel 1. De grønlandske erhververe, procentvis fordelt efter erhverv, 1911-1930: 1911 1921 1930 Europæiske erhverv Administration Handel Kirke og skole Andet 2,9 3,6 2,9 6,3 7,7 7,4 6,0 6,3 4,3 0,6 0,7 1,7 lait 13,8 18,2 16,2 Grønlandske erhverv Fangere Fiskere Andet 73,0 66,5 49,0 11,1 15,1 32,0 0,1 0,2 2,8 lait 84,2 81,8 83,8 Antal i erhverv 2902 3154 4139 Kilde: Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, 1983, side 40. desuden gang i fåreavlen, og fra 1915 til 1936 voksede farebestanden fra ca. 200 til over 10.000. Overgangen til fiskeri medførte i næste led, at befolkningen i stigende grad koncentreredes til de større bopladser, og at pengeindkom- sterne steg (tab. 2). Indkomsterne blev investeret i nye redskaber og et stigende Tabel 2. Antal bopladser i Vestgrønland fordelt efter størrelse, 1901, 1921 og 1938: Bopladser med: 1901 1921 1938 1-50 beboere 51-100 beboere 101-200 beboere Over 200 beboere 103 . 80 61 50 56 54 28 35 38 5 11 20 Tabel3. Forbrugpr. grønlænder 1900-1938 af sukker og kornvarer (mel, gryn, ris) om året: Sukker Kornvarer kg kg 1900 4 22 1910 7 32 1920 13 43 1930 30 61 1938 . _ 35 59 Kilde: Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, 1983. Kilde: Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, 1983. husbyggeri eller anvendtes til køb af eu- ropæiske forbrugs- og fødevarer (tab. 3). Set i en større sammenhæng var de økononiiske omvæltninger, der fulgte rrled Grønlandskommissionen af 1950 og Grønlandsudvalget af 1960 (G50/ G60) allerede så småt kommet igang før 2. verdenskrig. Udviklingen tog sin be- gyndelse i årene før 1. verdenskrig, hvor det danske demokrati afviste et imperia- listisk eventyr i Grønland og for første ga'ttg tegnede konturerne af den sam- fundsudvikling, der skulle præge Grønland i det 20. århundrede. Konti- nuiteEn'mellem århundredskiftets so- cialliberale og radikale tankegods i den nye Grønlandspolitik og den socialde- mokratiske vækst- og velfærdsideologi, som afspejledes i G50 og G60, synes ty- delig.8 Noter: 1. Samling af betænkninger og forslag vedkommen- de Den kongelige grønlandske Handel (afgivet 20.10.1856), Betænkning afgiven til Indenrigsmi- —risteriet af den ved allerhøiste Commisorium nedsatte Commission til at tage den grønlandske Handels Forhold under Overvejelse (afgivet 248 [25] Eksportværdien af torsk og spæk (indhandlingspriser) 1915/16- 1939/40 .Hzfi - ' K/SS : __ • ••' *si ' as/se ' så/« Fig. 1. Kilde: Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, 1983, side 45. 21.2.1863), Meddelelser fra Direktoratet for Den kongelige grønlandske Handel 1897-1901, side 94 og 128, Atlanten, 1907-1910, side 425, 489-492, Indenrigsministeriet, grønlandske sager J.nr. 650-651/1905, Axel Kjær Sørensen, Danmark- Grønland i det 20. århundrede, 1983, side 11-20, Finn Gad: Grønland, 1984 side 150-234, Finn Gad: Grønlands historie bd. III side 67-96. 2. Meddelelser fra Direktoratet for Den kongelige grønlandske Handel, 1907-1908, s. 111-118, Rigs- dagstidende 1907/1908, Tillæg A. side 1-16, At- lanten, 1904-1906, side 369-378, 508-520, og 1907-1910, side 228-263, 315-322, 579-607, Axel Kjær Sørensen: Danmark-Grønland i det 20. århundrede, 1983, side 21-38, Finn Gad: Grøn- land, 1984, side 233-244. 3. Atlanten, 1904-1906, side 1-3, 16-20, 23-32, 46-48, 52-68, 85-88, 104, 117-120, 129-144, 157-184, 201-213, 217-219, 225-234, 237-240, 265-275, 279-280, 292-293, 319-328, 333-350, 369-378,400,471-484, og 1907-1910, side 8-58, 65-82, 146, 179-186, 193-201, 228-263, 307, 310, 315-343, 451-462, 489-492, 607-630, 655- 667. 4. Meddelelser fra Direktoratet for Den kongelige grønlandske Handel, 1902-1906, side 133-136, Det grønlandske Selskabs Aarsskrifter, 1908, side 1-27, Indenrigsministeriet, grønlandske sager, J.nr. 650-651/1905. 5. Indenrigsministeriet, grønlandske sager, J.nr. 650-651/1905. 6. Rigsdagstidende 1907/1908, Tillæg A, side 5-16, Betænkning afgiven af det under 14. november 1906 af Indenrigsministeriet nedsatte Udvalg til sagkyndig Undersøgelse af Den kongelige grøn- landske Handels Drift og Virkemaade, 1908, side 2-3, Atlanten, 1904-1906, side 369-378, 508- 520, og 1907-1910 side 228-263, Indenrigsmini- steriet, grønlandske sager, J.nr. 650-651/1905. 7. Rigsdagstidende 1907/1908, Folketingets For- handlinger side 4238-4247, 4583-4640, 7858- 7899, 7973-7986, Tillæg B side 1-11, Landstingets Forhandlinger, side 2070-2084, 2086, 2170, Be- tænkning afgiven af det under 14. november af In- denrigsministeriet nedsatte Udvalg til sagkyndig Undersøgelse af Den kongelige grønlandske Han- dels Drift og Virkemaade, 1908, side 4-50, Det grønlandske Selskabs Aarsskrift, 1906, side 20-41. Atlanten 1904-1906 side 369-378, 508-520 og 1907-1910 side 228-263, 489-492, 607-630, 655-667, Indenrigsministeriet, grønlandske sa- ger J.nr. 650-651/1905. 8. Meddelelser fra Direktoratet for Den kongelige grønlandske Handel, 1907-1908, side 4-5, 20, 90-91, 105, Det grønlandske Selskabs Aarsskrift, 1907, side 79-99, Axel Kjær Sørensen: Danmark- Grønland i det 20. århundrede, 1983, side 39-61, Finn Gad: Grønland, 1984, side 244-260. 249 [26]